Tesla opgraderer trådløs opladning i Model Y og Model 3
Tesla er klar til at opgradere den trådløse mobilopladning i Model 3 og Model Y. Opdateringen bringer både markant højere effekt og en ny køleløsning, der skal løse et af de mest udbredte irritationsmomenter ved den nuværende opladning.
Se også: Se priser på de billigste elbiler
Tesla opgraderer mobilopladningen: Fra 15 til 50 watt
I dag lader Teslas trådløse opladere mobiler op med 15 watt, men med opgraderingen kan effekten stige helt op til 50 watt for mobiler, der understøtter hurtig trådløs opladning.
Det er en markant forskel i praksis – hvor en mobil med et fladt batteri typisk skal bruge op mod halvanden til to timer for at blive fuldt opladet ved 15 watt, kan den samme opladning klares på under en time ved 50 watt.

Det kræver dog selvfølgelig, at ens mobil rent faktisk understøtter hurtig trådløs opladning, og her er der stor forskel fra model til model.
iPhone 17 Pro understøtter eksempelvis op til 25 watt, det samme gør Samsung Galaxy S26 Ultra, mens mobiler som Xiaomi 17 Ultra og Oppo Find X9 Ultra kan udnytte den fulde effekt på 50 watt.
Ejer du en mobil med lavere understøttet effekt, vil du altså ikke opleve hele hastighedsgevinsten.
Se også: Alle elbiler fra Tesla i Danmark
Aktiv køling forhindrer overophedning
Opgraderingen introducerer samtidig aktiv køling af opladeren, hvor blæsere under opladningspladen sender luft op mod mobilen.
Det er en vigtig detalje, for trådløs opladning skaber varme, og jo højere effekt, desto mere varme dannes der.
Varme er ikke godt for mobilers batterier, og uden ordentlig køling kan høj effekt derfor risikere at gøre mere skade end gavn.
Det er derfor positivt at se, at Tesla har tænkt køling ind i løsningen, i stedet for blot at skrue op for effekten.
Se også: De absolut bedste iPhones
En velkommen opgradering
Det er en kærkommen opdatering, men det er dog værd at bemærke, at opgraderingen ikke ser ud til at inkludere den åbne Qi2-standard med magnetsikring, som blandt andet er kompatibel med Apples MagSafe og Google Pixel 10-serien – det havde ellers både sikret bedre og mere praktisk placering af mobilen i bilen.
Vi ved endnu ikke, hvornår opgraderingen lander i nye biler herhjemme i Danmark, men vi forventer ikke, at det varer længe.
Se også: På vej til iPhone og Android: Lynhurtig trådløs opladning
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed