Vandtæt håndværker-Android fra Samsung
Samsung byder nu også ind med en Android-smartphone målrettet håndværkere og udefolket. I forvejen har vi til dette segment set Motorola Defy og Sony Ericsson Xperia Active.
Samsung Galaxy Xcover kan holde til vand, sne og støv og den opfylder klassificeringen IP67 der betyder, at den kan ligge i én meter vand i op til 30 minutter, uden at tage skade.
Glasset er ligeledes modstandsdygtigt over for stød. Samsung fortæller, at det i Xcover er fire til fem gange stærkere end almindeligt glas.
Mobilen er pakket ind i et tætsluttende plastomslag. Tasterne på mobilen er hævet, så det er lettere at betjene under omslaget.
Specifikationerne på Galaxy Xcover
Samsung Galaxy Xcover, med modelnavnet GT-S5690, kører på Android 2.3 og vejer 135 gram. Herunder kan du se flere detaljer om produktet.
– Størrelse 65,9 x 121,5 x 11,95 mm
– Vægt 135 gram
– Skærm: HVGA 3,65 tommer (480 x 320 pixels)
– Processor: 800 MHz
– Batteri: 1500 mAh
– Kamera: Tre megapixels (autofokus)
– Bluetooth, FM-radio, trådløst netværk, GPS
Galaxy Xcover kommer i butikkerne omkring november måned. Prisen uden abonnement forventes omkring 1.999 kroner.
Læs også:
– Duel: Håndværker-mobiler i tæt kamp