HTC The All New One er navnet på Ones afløser
Vi ved i forvejen, at HTC One afløser bliver lanceret d. 25. marts, og at M8-betegnelsen formentlig er produktnavnet for HTC’s kommende flagskibsmobil.
Twitter-tipsteren @Evleaks, der blandt andet også var bag de lækkede specifikationer til HTC M8 Mini, har tilsyneladende opsnuset salgsnavnet for M8, der lyder på “The All New One”. Det skriver HTCSource.
Måske kan det virke lidt forvirrende tæt på techgigantens seneste succes, men også som et genialt træk eftersom at navnet “One” i forvejen sættes i forbindelse med anmelderroser og kvalitet.
HTC er langt fra første, der bibeholder navnet fra tidligere succeser. Særligt Google og Apple har brugt det i årevis. Også “The New”-betegnelsen har vi set hos Asus’ The New Padfone efter at 3. generations iPad fra Apple blev introduceret som “The New iPad”.
Dermed heller ikke utænkeligt, at vi ser mere af den slags i fremtiden, når mobilproducenterne ihærdigt forsøger, at skille sig ud i det store smartphone-univers.
Kilde: HTCSource