Er din større end min?
Det er YouSee der, via analysevirksomheden YouGov Zapera, er klar med en undersøgelse af fladskærmens størrelser geografisk fordelt.
Næsten halvdelen af landets husstande har købt nyt tv indenfor de seneste to år.
Langt de fleste har købt et større apparat, og gennemsnitligt er de nyindkøbte skærme 12 tommer større end de gamle.
Hver 10. af køberne har investeret i et tv, der er mindst 20 tommer større end husstandens hidtil største apparat.
Hvem har så de største?
Jo, nordjyderne er tilsyneladende de mest veludrustede, i det mindste hvad angår fladskærme.
Ikke blot har de været blandt de mest indkøbsivrige danskere, men med en gennemsnitsstørrelse på 34 tommer er deres tv-apparat også større end gennemsnittets – og ca. én tomme større end københavnernes på “kun” 33 tommer.
Fladskærme af typen LCD eller LED er nu den mest udbredte tv-type og findes i 67 pct. af alle hjem. Lige efter kommer de traditionelle billedsrørs-tv, som trods de massive udskiftninger stadig findes i 59 pct. af alle hjem. Plasma-apparaterne findes i 12 pct.
Undersøgelsen afslører i øvrigt, at kvinder og mænd ikke nødvendigvis er enige om, hvem der bestemmer, om der skal købes nyt tv.
Blandt de samboende mener således flere end 90 pct. af mændene, at det er dem, der bestemmer, mens 34 pct. af kvinderne mener, at deres ord tæller mest.
Det kunne det tyde på, at selvopfattelsen hos det ene køn er en anelse ude at trit med realiteterne. Med til billedet hører, at kun én pct. af mændene medgiver, at det er en anden i husstanden, der har det afgørende ord ved valg af tv-apparat.
Tal fra undersøgelsen
Gennemsnitsstørrelse på husstandens primære tv (størrelse i tommer):
Hele landet: 33,2
Hovedstaden: 33,1
Sjælland: 33,3
Syddanmark: 33,1
Midtjylland: 33,3
Nordjylland: 34,0
Gennemsnitsstørrelse på mænd og kvinders primære tv (størrelse i tommer):
Kvinder: 32,1
Mænd: 33,8
Hvem i husstanden er primært ansvarlig for køb af nyt tv:
Det er jeg:
Mænd: 90 %
Kvinder: 34 %
Det er en anden i husstanden:
Mænd: 1 %
Kvinder 12 %
Kilde: YouSee