HP’s nye Envy-bærbare ligner MacBook Pro
Hvor er det lige, vi har set HP’s nye Envy-bærbare før?
Der er i alt fald ingen tvivl om, at HP har kigget Apple lidt over skulderen, da de skulle designe de nye Envy-maskiner.
Det er ikke fordi, at Envy-maskinerne ikke er lækre. Den lille 13-tommer udgave kommer med LED-bagbelyst skærm, en kampvægt på 1,69 kilo og en tykkelse på blot to centimeter. Den har dog ikke noget indbygget dvd-drev.
Den større model har en 15,6″ skærm, vejer 2,34 kilo og er udrustet med en hurtig Intel Core i7-processor. Den har 4GB hukommelse, et ATI Mobility Radeon HD 4830-grafikkort og en rummelig 320GB harddisk.
Begge modeller kommer med Wi-Fi, Bluetooth, 2x USB-porte, 1x HDMI og multikortlæses. Envy 15 kommer også med en kombineret eSATA/USB-port.
Vi hører, at batterilevetiden er pænt imponerende med hele
syv timer, og du kan endda købe et ekstra batteri, der kobles på undersiden af maskinen. Med sådan et kan du få hele 18 timer ud af Envy-maskinerne.
Maskinerne kan købes fra den 31. oktober sammen med lanceringen af Windows 7, og priserne starter ved 11.000 kroner. Av!