Nintendo DS i 3D-udgave
Nintendo hopper med på 3D-bølgen senere på året, når de japanske spilkonger udsender en særlig 3D-udgave af den populære Nintendo DS-spillekonsol – Nintendo 3DS.
Det særlige ved Nintendos 3D-teknologi er, at man ikke behøver specielle briller for at se 3D-effekten, samt at man vil kunne spille de spil, som er lavet til tidligere DS-udgaver, på den nye version. Så er der noget ved at hive de gamle spil op af skuffen.
Præcis hvordan Nintendo opnår effekten vil de ikke fortælle. Endnu. Til gengæld lover de at vise konsollen frem under juni måneds Electronic Entertainment Expo, E3-spillemesse, i Los Angeles.
Der er solgt mere end 125 millioner Nintendo DS-spillekonsoller siden lanceringen i 2004.