Nordisk Film digitaliserer alle sine biografer
I skrivende stund er der blot 30 sale i Nordisk Films biografer, der kan vise digitale film. Men i løbet af næste år bliver de resterende 90 sale opdateret med digitale projektorer, og Nordisk Film bliver dermed den første biografkæde herhjemme, der er hundrede procent digital.
Nordisk Film har indgået aftale med det belgiske firma XDR om opsætning af såkaldte 4K-projektorer i samtlige sale.
Ifølge DR giver digital projektering et skarpere, mere roligt billede, med en stor dynamik i farverne.
Det er med stor sandsynlighed denne Barco-model, der kommer til at vise film i Nordisk Films biografer fremover.
En digital biograf består af tre elementer, nemlig en digital projektor, en digital filmserver, som modtager og videresender de digitale film til projektoren, og til sidst et digitalt lydsystem. Nordisk Film har valgt 4K projektorer fra Barco og digitale filmservere fra Doremi.
I dag er 144 ud af samtlige 399 danske biografsale digitale, men de resterende kan få travlt med at blive digitale. Præsidenten for brancheforeningen for amerikanske biografer erklærede for nyligt at de gamle 35 mm filmruller vil være væk allerede om to år – i 2013.