GPS: X-Road V743 (produkttest)
Navigationsenheden X-Road Destinator kommer fra danske Vicsat. Målet er at udfordre de store leverandører på markedet.
X-Road er ikke noget designikon, tværtimod den er udført i standard plastik og ser hverken dyr eller fancy ud. Hukommelseskortet stikker lidt ud i højre side, knapperne er almindeligt gode og skærmen på 4,3 tommer er ligeledes en standardtype. Alligevel er X-Road et tjek værd, da den ikke lover noget, den ikke holder.
Navigationssystemet har de mest almindelige funktioner, som interessepunkter, foretrukne, seneste destinationer og naviger til adresse. I forhold til konkurrenterne har X-Road én meget væsentlig fordel – der kan søges på vej før by. Når der skrives "Vestergade", kan du derefter vælge alle byer, som har en "Vestergade". Dermed undgås problemer med, om en destination på kortet, er oprettet som Valby i stedet for København eller omvendt.
X-Road V743 har ingen problemer med at finde frem til destinationen, men grafikken er ikke speciel flot, man fornemmer lidt at være sat nogle år tilbage. Det positive er, at man ikke forstyrres af en masse udenomsting eller grafik, som man er nødt til at tage stilling til.
Kortmaterialet i vores testmodel er godt opdateret, selv den nye motorvej mellem Odense og Svendborg er med, og en gammel Burger King i Odense C er udeladt, hvilket er positivt. Disse to ting er gode målepunkter for, hvor nyt kortet i enheden er. Vi har oplevet betydelig dyrere navigationsløsninger fra de helt store producenter, som fuldkommen faldt igennem på dette område. X-Roads kort opdateres en gang om året. En opdatering koster 499 kroner.
Under navigationen viser displayet blandt andet hastighed, ankomsttid, kilometer til destinationen m.v. I venstre hjørne illustrerer en lille grafik, hvornår der næste gang sker noget bilisten skal bekymre sig om, f.eks. et vejkryds, rundkørsel osv. Når bilen nærmer sig et kryds, kommer en stor tydelig pil frem midt på skærmen, og stemmen siger "næste gang drej til højre".
Navigations-stemmen er irriterende på X-Road. Det lyder som en nordjysk pige, uden speaker-erfaring, som er kastet ind foran en mikrofon. Resultatet er derefter – altså instruktioner til bilisten med nordjysk accent. Jeg håber firmaet vil overveje en ny og mere professionel speaker i kommende modeller.
Producenten har sparet lidt for meget på holderen til bilen. Sugekoppen holder godt fast på frontruden, men selve holderen er udført i så tynd plastik, at vi flere gange i testperioden har været ved, at brække den i stykker.
Samlet bedømmelse
X-Road V743 er ikke så ringe endda. Den gør det den skal og lover, uden udenoms-snak – og i øvrigt med pæn lang batteritid. Salgspakken indeholder både bilholder, lader til stikkontakt og bil, usb-kabel til computer og manualer.
Prisen ligger omkring 1500 kroner inkl. kort over hele Norden og Europa, dermed egner X-Road V743 sig godt til nystarteren på navigationsområdet, da pris og kvalitet hænger godt sammen.
Samlet er vi glade for produktet, selvom der er plads til forbedringer, men X-Road er enkelt og lige til. Fire ud af seks point.