Kameraduel: iPhone 4 vs. iPhone 4S – hvilken er bedst?
Hvor godt er kameraet blevet i iPhone 4S, set i forhold til iPhone 4? For Apple har lovet, at det ER bedre.
På Mobilsiden.dk har vi været på en lille foto-tur, for at se nærmere på billedkvaliteten fra de to smartphones.
Helt konkret har kameraet i den nye model fået en opgradering fra 5 megapixels, til 8 megapixels kamera, der er i iPhone 4S. Men også flere andre ting er ændret. F.eks. kan den nye sensor opfange 73 procent mere lys end sin forgænger. Antallet af linser er desuden ændret fra fire til fem.
Men er det “kun” på papiret, det er bedre – eller er det også i praksis? Vi har taget en del billeder af de samme motiver med begge telefoner. Efterfølgende har vi fået hjælp fra fotograf Nicolai Brix, som arbejder professionelt, til at vurdere billederne.
Fotografens vurdering
Kameraet i iPhone 4S håndterer lys meget bedre end tilfældet er, med det kamera der sidder i iPhone 4. Dette ses specielt på de billeder vi har taget, hvor himlen er på. Her kan man se, at iPhone 4S håndterer højlys rigtig godt.
Det betyder, at lysmåleren i kameraet er godkendt.
Detaljegraden i skygge- og højlys områderne bliver derfor også en del bedre på iPhone 4S set i forhold til forgængeren.
Billederne vi har taget med iPhone 4 har en lille tendens til at blive en smule gullige, hvilket viser, at den ikke er så god til at styre hvidbalancen, som Phone 4S er.
Hvidbalancen i iPhone 4S fungerer rigtigt godt, og giver en mere realistisk og naturlig farvegengivelse.
Vinderen er…
Der er ingen tvivl. Apples påstand om, at kameraet i iPhone 4S er bedre, holder helt stik.
Naturligvis er der ikke tale om professionel kvalitet, som på dyre spejlreflekskameraer, men alligevel er der tale om et godt kamera, der kan anvendes til langt de fleste hverdagssituationer.
Så tager du mange billeder er der bestemt god mening i at skifte en ældre iPhone ud med den nye 4S-model.