Test: Huawei Nova 5T – Meget mobil for pengene

Nova 5T er resultatet af Amerikas benspænderi for Huawei. Det betyder ikke, at det er en ringe smartphone, tværtimod. Her er vores test af Nova 5T.

Test: Huawei Nova 5T – Meget mobil for pengene

De fleste er efterhånden bekendt med Huaweis udfordringerne med USAs handelsministerium, der betyder, at de ikke længere kan handle med amerikanske virksomheder. Selv uden de amerikanske leverandører står Huawei stærkt, men den største udfordring er udeblivelsen på licenser til Googles Android og deres medfølgende tjenester. Det gør nemlig at Huawei ikke kan lancere nye telefoner med Googles apps og tjenester, og en mobil uden MobilePay, Youtube, Facebook og mange andre populære, og for mange nødvendige, tjenester er der ikke mange der tør købe.

Derfor har Huawei fundet en midlertidig løsning, og håber at problemerne i mellemtiden løser sig selv: relancering af en “gammel” model, bare under et nyt navn – gammel vin på nye flasker. Huawei valgte derfor at Honor 20, der blev lanceret i maj, skulle lanceres herhjemme under navnet Nova 5T.

Ser man bort fra dette lille trick, så er Huawei Nova 5T faktisk en rigtig god mobil til fornuftige penge, som vigtigst af alt kommer med fuld Google-understøttelse. Her er vores test af Huawei Nova 5T.

Huawei Nova 5T: Fordele og ulemper

Fordele:

  • God byggekvalitet og nydeligt design
  • Rigeligt med hestekræfter
  • Stor skærm i kompakt kabinet
  • Holder strøm længe
  • Godt kamera
  • Meget mobil for pengene

Ulemper:

  • Hverken trådløs opladning, 3,5mm jackstik eller plads til hukommelseskort
  • Ingen beskyttelse mod vand og støv
 

Designet på Huawei Nova 5T

Det mest iøjnefaldende ved Nova 5T er dens flotte bagside, i hvert på den “midsommer lilla”-udgave vi har til test. De sorte og blå udgaver er noget mere traditionelle at se på. På forsiden af Nova 5T finder man en næsten 6,3 tommer stor flad skærm, for at være mere præcis er den på 6,26 tommer, med smalle sorte kanter omkring. Øverst til venstre ses en såkaldt punch-hole udskæring til frontkameraet, der er Huaweis første af slagsen. Om glasset på bagside og forside er beskyttet af Gorilla Glass eller et andet mærke vides ikke, men den har fint afværget ridser og andet i testperioden.

På bagsiden kan man ikke undgå at se de fire kameralinser, der med ultravidvinkel, makrofotografering, dybdesensor og masser af funktioner og giver et dejligt fleksibelt kamera.

Huawei Nova 5T virker solid, er flot at se på og så er den utroligt rar at holde i hånden. Her er ingen skarpe kanter, for rammen buer blødt omkring telefonen og gør den, sammen med dens kompakte størrelse, behagelig at bruge. I højre side af rammen finder man en kombineret fingeraftrykslæser og powerknap, som jeg personligt ikke er fan af, hvilket nok mest er fordi jeg er venstrehåndet. Jeg oplever det er svært at ramme rigtig på læseren, men til gengæld låser den hurtigt op, når jeg endelig rammer rigtigt. Heldigvis har mobilen også en hurtig ansigtsoplåsning, så jeg kunne undgå fingeraftrykslæseren. Jeg kan dog læse mig til, at de fleste anmeldere er fint tilfredse med fingeraftrykslæseren i Nova 5T.

Desværre er der i Nova 5T hverken blevet plads til et hukommelseskort, 3,5mm jackstik eller trådløs opladning.

Huawei Nova 5T
Den afrundede ramme på Huawei Nova 5T gør den behagelig at holde om. Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer på Huawei Nova 5T

Huawei Nova 5T specifikationer
Mål og vægt 154,3 x 74 x 7,8 mm
174 gram
Skærm 6,26″ IPS
1080 x 2340 pixel
19.5:9 format
Chipsæt Kirin 980
Batteri 3750 mAh
22,5W hurtigopladning
RAM 6GB
Lagerplads 128GB
Kamera 48MP f/1,8 med PDAF
16MP Ultra vidvinkel f/2,2
2 MP f/2,4 makro
2 MP f/2,4 dybdesensor
Software Android 9 Pie (får Android 10)
EMUI 9.1
Andet Bluetooth 5.0
Fingeraftrykslæser

Masser af kræfter i Huawei Nova 5T

Den 6,26 tommer skærm i Nova 5T byder på fine farver og masser af lys – rart når solen står højt på himlen. Skærmen er af typen IPS, der er billigere end OLED og ikke giver samme dybe sorte farver og flotte kontrast, men den er rigeligt god. Opløsningen er i fuld HD, hvilket giver flotte 412 ppi, og formatet 19.5:9. Til at trække de mange pixel og Android-softwaren finder vi en gammel kender.

Ydelsen kommer nemlig fra et velkendt chipset: Kirin 980, der blev introduceret med Huawei Mate 20 Pro, gik videre til Huawei P30 Pro og nu til Nova 5T – fra flagskib til mellemklasse. Selvom chipsettet er over ét år gammelt, så fejler ydelsen absolut intet. Kirin 980, i samarbejde med Mali-G76 MP10-grafikchippen, 6GB RAM og 128GB lagerplads, flyver gennem Huaweis EMUI 9.1, baseret på Android 9 Pie.

Der er desværre ingen stereohøjttalere i Nova 5T, hvilket er noget Huawei ikke rigtig har kastet sig over endnu. Lydkvaliteten fra den enkelte bundhøjtaler er okay, men heller ikke mere end det. Der mangler klarhed og diskant, og der kunne ønskes mere lydstyrke, dog er bassen tilfredsstillende (for en mobil-højtaler). Samtaler lyder godt og netværksforbindelser klarer Nova 5T helt uden problemer.

Ja, på trods af at Nova 5T er en “ny” model, så kommer den altså med Android 9 Pie og ikke Googles nyeste Android 10. Nova 5T er dog med i Huaweis betatest på den nye Android-udgave, så den forventes at blive rullet ud inden længe. Huaweis brugerflade, Emotion UI, på Nova 5T er en velkendt oplevelse, der de sidste par år er blevet betydeligt bedre. Det er relativ simpelt og let at komme i gang med, også hvis man kommer fra en iPhone. Personligt synes jeg der findes langt bedre udgaver af Android, fx Samsungs One UI eller OnePlus’ OxygenOS, men det er en smagssag. Men jeg vil dog lige kaste en anbefaling efter Nova Launcher, hvis man vil have en bedre brugerflade oplevelse i Huaweis mobiler.

Huawei Nova 5T
Skærmen på Nova 5T er på 6,26 tommer og er lysstærk nok til en solskinsdag. Foto: Mobilsiden.dk

Endnu en Huawei-mobil med god batteritid

Huawei kan bare et eller andet med batterier. De sidste mange modeller jeg har testet fra Huawei, har budt på omkring to dages batteri og det er ikke anderledes med Nova 5T. Batteriet, på 3750 mAh, er ikke større end så mange andre mellemklassemobiler, men den formår at udnytte alle milliampere til fulde. På en fuld opladning og ved normalt brug, får jeg to dages brug med 5-6 timers skærmtid. Er jeg meget på mobilen, så er det også muligt næsten at dræbe den på en dag.

Når den så skal lades op, så byder den på 22,5W hurtigopladning, der giver lidt over 50 procent på 30 minutter, og en fuld opladning tager cirka halvanden time. Der er desværre ikke trådløs opladning i Huawei Nova 5T.

Huawei Nova 5T
I alt sidder der fem kameraer i Huawei Nova 5T. Foto: Mobilsiden.dk

Et godt kamera

Godt nok har Nova 5T ikke en fancy OLED-skærm, trådløs opladning, 3,5mm jackstik, plads til hukommelseskort eller en IP-certificering, men til gengæld har den et godt kamera. I alt indeholder det kompakte kabinet fem kameraer, som vi giver et overblik over her:

  • 48 MP, f/1.8, PDAF
  • 16 MP, f/2.2, ultravidvinkel på 117 grader
  • 2 MP, f/2.4, makrokamera
  • 2 MP, f/2.4, dybdesensor
  • 32 MP, f/2.4, frontkamera

Med masser af megapixel og kunstig intelligens leverer Huawei Nova 5T nogle rigtig fine billeder, der med masser af farve, kontrast og skarphed er meget “Instagram-venlige” – i hvert fald hvis man slår AI til. Slår man AI fra, så fremstår billeder mere naturlige. Fotos er ikke på højde med Huaweis egen P30 Pro, men kan kvalitetsmæssigt sammenlignes med OnePlus’ nyeste,

Ultravidvinkel linsen leverer også nogle ganske fine billeder, så længe der er nok lys til stede, men det gælder for langt de fleste mobiler med denne type sensor. Det dedikerede makrokamera er på kun 2 megapixel, men kvaliteten er overraskende god. Der er ingen autofokus, så man skal så tæt på som 4 centimeter, for at opnå det skarpeste resultat.

Billeder i lav belysning og når det bliver helt mørkt er gode, men ikke på højde med Huaweis dyrere mobiltelefoner, og skyldes sikkert manglen på optisk stabilisering i kameraerne.

Her er lidt billeder taget med Huawei Nova 5T.

Huawei Nova 5T
Huawei Nova 5T: Taget med makrokamera. Foto: Mobilsiden.dk

Konklusion: Masser af value for money i Huawei Nova 5T

Jeg havde nok ikke de store forventninger til Huaweis Nova 5T, mest fordi det i realiteten er en gammel model, der bare er blevet relanceret. Men reelt er den faktisk en fremragende mobil, med god ydelse, lang batteritid, godt kamera, pænt og kompakt design, til en meget fornuftig pris. Det er svært at sige noget rigtig dårligt om Nova 5T, der heldigvis er fuldt Google-udstyret og inden længe kan opdateres til Android 10.

Det ville være rart med indgang til jackstik, specielt i denne prisklasse, og trådløs opladning. Mest af alt savner jeg at Nova 5T er bedre beskyttet mod støv og vand, for den kommer helt uden IP-certificering.

Den vejledende pris på 3.699 kroner er relativt høj, men den koster langt mindre i landets telebutikker, hvor vi har fundet den til under 2.400 kroner, inklusiv én måneds abonnement. Det synes vi er en rigtig god deal.

Huawei Nova 5T lander på 5 ud af 6 stjerner.

Huawei Nova 5T
Foto: Mobilsiden.dk

Historiens videre kronologi

Redaktionen kunne ikke gøre andet end at følge op på fortællingen. mobilsiden kunne ikke lade være. 2/12/2019 stillede redaktiornen igen skarpt på tematikken med et indlæg om Huawei holder skruen i vandet uden amerikanske leverandører – Artiklen kan læses her. Se de seneste nyheder om emnet her.