Sony Ericsson T715 – solid og brugervenlig telefon (produkttest)
Sony Ericssons T715 er en 3G tryk-telefon i den billige ende.
Hvis du leder efter en mobil, der kan dække de mest basale telefon-behov – samtale, sms, tage et par billeder og tjekke facebook, så er T715 et rigtig godt bud.
Designet i metal
Bagdækslet på Sony Ericsson T715 er i metal, og selvom det nemmere får ridser end et dæksel i plastik, så har det også en helt anden fornemmelse over sig.
Det er pænere, og telefonen virker ikke så billig, når den ikke er lavet i plastik.
T715 fås i sølv og pink.
Holder til lidt af hvert
Denne Sony Ericsson T715 har levet et hårdt liv. Den har tilbragt en nat på gulvet i en bar, og fungeret som underholdning for en baby – dog ikke samtidigt. Alt har den klaret med bravour.
Bagdækslet har fået nogle skrammer, men T715 er generelt stadig pæn at se på. Og ingen mekanik har taget skade. Den fungerer stadig upåklageligt.
Nettet
Sony Ericsson T715 har indbygget 3G med 7,2 Mbit/s.
Det er hurtigt og nemt at gå på nettet med telefonen, og til basale ting som en Google-søgning eller til at tjekke sin Facebook-profil fungerer T715 udmærket.
Jeg ville dog ikke anbefale T715 til folk, der bruger mobilbredbåndet meget, og for eksempel skriver e-mails på mobilen. Dertil er både skærmen og tastaturet simpelthen for småt.
SMS-samtaler
Sony Ericsson T715 har den udmærkede funktion, at den lister SMS’erne – både afsendte og modtagne – op i samtaler.
På den måde kan man få overblik over, hvad der er blevet skrevet, og hvem der skrev hvad.
En lille, men meget nyttig funktion, som man også kender fra de fleste smartphones.
T715 har desuden ergonomisk tastatur, hvilket gør den god at skrive på.
Kamera
Kameraet på 3.2 megapixel lover ikke meget. Men det holder det til gengæld.
Billederne er af fin kvalitet, når man ikke skal bruge dem til andet end som baggrundsskærm på mobilen, eller til for eksempel at huske hvordan en trøje i en butik så ud.
Batterilevetid
Batteriet i T715 gør alle smartphones til skamme.
Hele tre dage kan den overleve uden en tur i opladeren, og fra den begynder at melde om lavt batteri, til den rent faktisk er afladet, kan den fint leve en hel dag, hvor man kun sender og modtager SMS’er.
Desuden kan det nævnes, at T715 har voice-recorder og FM-radio.
Konklusion
Sony Ericsson er som nævnt en billig mobil, men det er som om du ikke får, det du betaler for – du får mere!
Mobilen er slidstærk og holdbar, og enormt nemt tilgængelig.
Der har i en relativ lang testperiode ikke været nogen problemer med mobilen på trods af, at den har levet et hårdt liv, og har været landet rundt på bunden af en dametaske.
Sony Ericsson får derfor seks ud af seks stjerner. Den lever op til det den lover, og der er valuta for pengene i den billige ende.
Sony Ericsson T715 koster i øjeblikket 1298 kroner uden abonnement i følge Mobilpriser.dk.