Spar data og penge med Onavo Extend

Anmeldelse: Onavo Extend er navnet på en applikation, der kan hjælpe dig med at spare data og penge.

Spar data og penge med Onavo Extend

Princippet bag applikationen Onavo Extend er på ingen måde ny, da samme princip har været benyttet i mange år. Den norske browser Opera Mini har benyttet princippet i årevis og ligeledes har flere teleselskaber – såsom Telia – tidligere benyttet samme princip til at spare på de data, der skal overføres til en mobiltelefon.

Der er her tale om princippet med en proxy-server, der komprimerer data, og derefter sender data til telefonen.

Men hvad er en proxy-server? Onavo Extend fungerer på den måde, at applikationen sender al mobildatatrafik forbi sine egne servere, der automatisk komprimerer billeder og tekst, før disse sendes fra serverne til din telefon. Data bestående af lyd eller video bliver ikke komprimeret.

Det betyder, at hvis du i din browser går ind på Ekstrabladets hjemmeside, så sender din telefon et signal til Onavo Extends servere, der så i første omgang henter hele Ekstrabladets forside ned, indholdet komprimeres så det fylder mindre, og det komprimerede indhold sendes derefter til din telefon.

Alt dette gøres i løbet af nogle få millisekunder, så man som bruger knapt nok bemærker det. Resultatet er, at der skal overføres langt færre data, og en forside som på Ekstrabladet.dk, der nemt kan fylde 1 MB pr. side, fylder nu pludselig kun 0,5 MB. Derved sparer man altså 50 procent i dataforbruget.

Hvis man har en kæmpe mængde data inkluderet i sit abonnement, så lyder det måske ikke så smart, men for mobilbrugere, der ofte løber ind i deres dataloft, så Onavo Extend rigtig smart. Og hvis man er på ferie i udlandet, så er applikationen endnu smartere, da dataforbrug i udlandet desværre stadigvæk er forrygende dyrt.

Men hvorfor så ikke bare hente Opera Mini browseren, der virker på samme måde? Onavi Extend komprimerer modsat f.eks. Opera Mini alle data, sålænge du benytter en mobilforbindelse. Når man er på WiFi, så bliver Onavi Extend automatisk koblet fra.

Browsere, som Opera Mini, komprimerer kun det indhold du benytter i browseren, mens Onavi Extend komprimerer alle data, der sendes og modtages på telefonen. Det betyder at alle data fra både Facebook applikationen, e-mail, browseren, applikationer, applikationsbutikker osv. bliver komprimeret, hvilket i sidste ende betyder et væsentligt lavere dataforbrug på telefonen.

Onavo Extend data

Hvordan virker det så i praksis?

Overraskende godt kan faktisk opsummere det meste.

Man henter applikationen ned, det installere sig selv og så er man i gang. Onavo Extends datakomprimering kører fuldstændig transperent i baggrunden, og man lægger ikke mærke til det i det daglige.

I selve applikationen har man mulighed for at indstille den måde Onavo Extend fungerer på. Man kan indstille om e-mails skal komprimeres, hvor hårdt billeder skal komprimeres, og man får adgang til en udførlig statistik, der grafisk viser, hvor meget data man har sparet.

Altsammen enkelt, let og overskueligt.

Det er specielt dejligt, at man selv kan vælge, hvor hårdt billeder skal komprimeres. På andre løsninger, som vi har set tidligere, har der desværre været en tendens til at “voldskomprimere” billeder for at spare data. For folk med et normalt syn, så kan en overkomprimering virke meget irriterende, og det er et stort plus, at man selv kan vælge graden af komprimering direkte i Onavo Extend applikationen.

Applikationen findes både til iOS og Android (dog kun på Andorid 4.0 eller højere), mens Windows Phone brugere desværre må gå forgæves.

Bøvl med Gmail

Ikke alt er dog perfekt. Under testen har der været nogle små problemer – men bestemt ikke af kritisk karakter. Hvis man benytter Gmail til e-mail, så “klager” Googles Exchange-server nogle gange over, at datatrafikken går gennem Onavo Extends servere. Det er sådan set ikke en fejl, men blot en sikkerhedsforanstaltning fra Googles side, som sagtens kan ignores.

Ifølge Onavo Extends hjemmeside, så kan man forvente at spare op til 80% af ens dataforbrug. I testperioden har vi sparet omkring 25 procent, men det er også med billedkvaliteten indstillet til bedste kvalitet, da denne anmelder har tykke briller og kritiske øjne. Det er bestemt ikke urealistisk, at man kan halvere ens dataforbrug ved hjælp af applikationen, hvis man justerer lidt på hårdheden af komprimeringen af billeder.

Prisen for applikationen er i øjeblikket gratis, men det forventes, at applikationen i fremtiden vil blive til en betalingsapplikation. Men selvom applikationen skulle koste 12-18 kroner, så kan disse penge let tjenes ind ved blot 10 minutters surfing på den anden side af den dansk/tyske grænse, da dataromaing stadigvæk koster alt for meget.

De små problemer kan dog ikke trække det samlede positive indtryk ned. Det bliver til seks ud af seks stjerner til Onavo Extend.

Plus:
+ Enkelt
+ Gratis
+ Sparer penge og data

Minus:
– Virker kun på nyeste Android version
– Ingen Windows Phone version

Onavo Extend kan hentes gratis til iOS på Apples App Store og til Android på Google Play.