Test: Samsung Galaxy Fold – Foldbar fremtid

Vi har haft Samsungs forsinkede fremtidstelefon til test. Den foldbare Galaxy Fold har overbevist os om, at den foldbare telefon er kommet for at blive.

Test: Samsung Galaxy Fold – Foldbar fremtid

Endelig! Endelig fik jeg lov til at pakke Samsungs futuriske foldbare mobiltelefon ud og smide mit eget SIM-kort i. År efter år har mobiltelefonen helt grundlæggende haft den samme form, men i december sidste år skete der endelig noget nyt: de foldbare telefoner var på vej! Den 20. februar blev Galaxy Fold endelig en realitet, men desværre skulle der gå noget tid, inden den blev helt klar til butikkerne.

Samsung blev nemlig udfordret af problemer med Galaxy Fold enheder, som de havde sendt til test hos internationale medier. Herefter hev Samsung alle enhederne tilbage og vendte tilbage til tegnebrættet. Fold skulle sikres bedre mod støv, hængslerne forbedres og skærmens beskyttelseslag skulle redesignes.

Her, knap 9 måneder senere, sidder jeg endelig med Galaxy Fold i vores hænder. Nøj, hvor har jeg ventet længe på dette.

Samsung Galaxy Fold er langt fra den typiske mobiltelefon og virkelig en enhed, der fanger folks opmærksomhed – selv dem der normalt ikke er interesserede i mobiltelefoner. Vi har haft Fold til test i en uges tid og føler vi har fået et godt indtryk af den spændende mobil. Den er ikke den perfekte mobiltelefon, langt fra. Faktisk er den på nogle punkter et skridt tilbage. Alligevel er det svært ikke at få hænderne ned over Samsung Galaxy Fold.

Galaxy Fold: Fordele og ulemper

Fordele:

  • Den store foldbare skærm er fantastisk
  • God batteritid
  • Fin ydelse og masser af plads
  • Produktivitet: man har en mini-tablet i lommen
  • Galaxy Buds inkluderet

Ulemper:

  • Skærmen på ydersiden er for lille
  • Stor og tung
  • Alt for stor skærmnotch
  • Den er skrøbelig
  • Ingen IP-beskyttelse
  • En ekstrem pris
Samsung Galaxy Fold
Samsung Galaxy Fold set ovenfra. Foto: Mobilsiden.dk

Alt andet end traditionel

Der er ikke meget traditionel smartphone over Samsung Galaxy Fold, på godt og ondt. Galaxy Fold er udstyret med to skærme: en mindre 4,6 tommer på ydersiden og en foldbare 7,3 tommer indeni, begge AMOLED. Med 263 gram og en tykkelse på 15,5 millimeter, foldet sammen, føles den langt mere klodset end en normal mobiltelefon. Til gengæld er det både en fantastisk følelse og utroligt praktisk, at have så let adgang til en stor skærm.

Når man får Fold i hænderne er man ikke i tvivl om dens eksklusivitet. Den føles velbygget og lækker. Selvom den kan foldes ud, så føles konstruktionen overraskende solid. Alligevel er Galaxy Fold er en sårbar enhed. Her er ingen IP-certificering og så er den foldbare skærm i plastik – ikke det typiske kemiske forstærkede glas Samsungs dyre telefoner normalt er udstyret med. Når man først tænder Galaxy Fold bliver man mødt af en besked om enhedens sårbarhed, og så kommer den med inkluderet Samsung Care+ – så ved man at man skal passe godt på den. Det er længe siden, at jeg har behøvet pakke min mobil væk, når det drypper fra himlen.

Galaxy Fold foldet sammen
På en måde føles det og ligner det, at Fold er to mobiltelefoner, der er blevet sat sammen og udstyret med en foldbar skærm indeni. Galaxy Fold kan stadig bruges, selvom den ikke er foldet ud. Ydersidens lille skærm giver nemlig fuld smartphone-funktionalitet. Foldet sammen kan den stadig være i en bukselomme, men dens tykkelse og vægt gør det ret ukomfortabelt.

Den 4,6 tommer skærm føles mindre end den burde. Faktisk er den næsten på samme størrelse, som skærmen i en iPhone 8, men meget smallere. Desværre er den omkranset af gigantiske sorte kanter, der hverken er kønne eller moderne. Den llille skærm kan sagtens bruges til basale opgaver, som opkald, tjekke notifikationer osv., men det føles underligt når man ved, der ligger den store skærm og venter på den anden side.

Ofte ender man derfor med at folde den ud, fordi den lille skærm simpelthen er for lille og utilstrækkelig til mange opgaver. Samtidig kan det hurtigt blive irriterende, at skulle folde den ud hele tiden, hvorfor jeg ofte har haft den liggende udfoldet. Men med Galaxy Fold i udfoldet form følger bekymringer.

Galaxy Fold foldet ud
Den 7,3 tommer store foldbare skærm er nemlig en skrøbelig sag. Plastikken ridses lettere, også selvom den har et beskyttende lag, og man må heller ikke trykke for hårdt på den. MEN følelsen af at folde Fold ud og have den store skærm til rådighed er intet mindre end fantastisk. Alt bliver bare federe på den store skærm. Når man surfer på nettet, skriver beskeder, laver arbejde, ser Youtube eller tager billeder, så er det bare sjovere og bedre på den større skærm.

Det er ærgeligt at den store skærm afbrydes af en stor notch og at kanten omkring skærmen er så høj, men den foldbare skærm gør mig glad hver eneste gang jeg bruger den.

Jeg er ikke fan af dens små fysiske knapper og fingeraftrykslæseren på siden af enheden. Det har vi set Samsung gøre langt bedre i tidligere topmodeller, men det er til at leve med. Jeg synes ikke Galaxy Fold er en designperle, men den tilbyder noget ingen andre mobiltelefoner kan – endnu.

Samsung Galaxy Fold
Galaxy Fold set fra siden. Fingeraftrykslæseren og de fysiske knapper føles som et skridt tilbage. Samsung gør det normalt bedre. Foto: Mobilsiden.dk

Specifikationer på Samsung Galaxy Fold

Samsung Galaxy FOld specifikationer
Mål og vægt Foldet: 160,9 x 62,9 x 15,5 mm
Udfoldet: 160,9 x 117,9 x 6,9 mm
263 gram
Skærm Udenpå: 4,7″ AMOLED
720×1680 pixel
21:9 formatIndeni: 7,3 ” Dynamic AMOLED
1536 x 2152 pixel
HDR10+
4.2:3 format
Chipsæt  Snapdragon 855
Batteri 4380 mAh
15W hurtigopladning
RAM 12GB
Lagerplads 512GB
Kamera 12MP f/1,5-f/2,4, OIS
12MP telefoto f/2,4, OIS
16MP Ultra vidvinkel f/2,2
Software Android 9 Pie
Andet Stereohøjtalere
Bluetooth 5.0
Dolby Atmos
DualSIM (E-SIM)

Det hele handler om den foldbare skærm

Med en vejledende pris på 15.899 kroner forventer man, at Samsung Galaxy Fold er udstyret med det bedste af det bedste, også når det kommer til hardwaren. Og ja, med Snapdragon 855, 12GB, 512GB lagerplads, 4380 mAh batteri med hurtigopladning, så er det krav vidst opfyldt. Den klarer selvfølgelig alt hvad man kaster efter den, uden det mindste hosten.

Alt er flydende og lækkert at se på. Samsung One UI fungerer rigtig godt på Galaxy Fold og multitasking har aldrig været lettere på en Android-mobil. Man kan have tre apps side om side på den store skærm og de kan også trækkes rundt som åbne vinduer. Det føles ikke så intuitivt som i Apples iPadOS, men det fungerer ganske udmærket. Der er ufatteligt mange funktioner og indstillinger, som man kan give sig i kast med.

Men det vigtigste ved Fold er den skjulte skærm – den store 7,3 tommer foldbare skærm, der gemmer sig indeni. Enheden holdes lukket af magneter og det føles ret lækkert at folde den ud, hvilket let kan klares med en enkelt hånd. Displayet er Samsungs Dynamic AMOLED, der blev introduceret med Galaxy S10. Bag de 7,3 tommer gemmer der sig 1536 x 2152 pixels og et virkelig godt billede. Her masser af lys, kontrast, farve og hvad man ellers forventer af en high-end Samsung-skærm.

Det er en fornøjelse at se film, Youtube, billeder, hjemmesider og alt andet på den. Det hele bliver endnu bedre med den fabelagtige lyd, der kommer ud af Galaxy Fold. Kvaliteten af lyden minder bedst om Galaxy Note10 og Galaxy S10 – altså blandt de absolut bedste. Sprækken, hvor skærmen folder, er sjældent noget man lægger mærke til, specielt når man kigger direkte på skærmen. Er baggrunden hvid, så kan sprækken ses, men gør intet dårligt for oplevelsen – heller ikke når man bevæger fingeren rundt på skærmen.

Man kommer ikke uden om notchen i den store skærm. Normalt har jeg ikke det store problem med notch, hole-punch eller hvad producenterne vælger at kalde dem, men denne er for stor og for meget i vejen. Når man ved hvad Samsung er i stand til, så føles det som et skridt tilbage.

Samsung Galaxy Fold
Sprækken i skærmen ses let når man kigger efter den. Men i dagligt brug tænker man slet ikke over den er der. Foto: Mobilsiden.dk
Samsung Galaxy Fold
På en mørk baggrund, så ser man sjældent sprækken i den udfoldede skærm. Foto: Mobilsiden.dk

Masser af batteritid

Der er ikke kun ét, men to batterier i Samsung Galaxy Fold. Hver side af Fold indeholder et batteri på 2190 mAh, sammenlagt 4380 mAh.

Udover at være et større batteri end både Galaxy Note 10+, Galaxy S10+ og Huawei P30 Pro, så betyder opdelingen af batterierne også en bedre vægtfordeling. I Galaxy Fold føles vægten meget lige fordelt. Det havde ikke været tilfældet, hvis den ene side indeholdt hele det store batteri.

De 4380 mAh i Galaxy Fold holder godt, men kan også svinge meget. Bruger man den store skærm meget, så ryger procenter noget hurtigere, end hvis man gider bruge den lille skærm til de simple opgaver. Jeg hiver cirka to dages batteri ud af Fold ved normalt brug, men kan også dræbe den på en enkelt dag.

Den er udstyret med Samsungs udmærkede 15W hurtigopladning, men desværre ikke 25W eller 45W fra Galaxy Note10+.

Samsung Galaxy Fold har selvfølgelig både trådløs opladning og omvendt trådløs opladning.

Samsung Galaxy Fold
Samsung Galaxy Fold har en stor notch i skærmen og en tyk og høj ramme omkring skærmen. I forhold til Samsungs seneste flagskibsmobiler, så er det ikke lige så lækkert og føles som et skridt tilbage. Foto: Mobilsiden.dk

Hele seks kameralinser

Samsung Galaxy Fold indeholder hele seks kameralinser. Det betyder at lige meget hvordan man holder Fold, så har man altid adgang til et kamera. Lad os tage et hurtigt kig på dem:

  • 12 megapixel f1,5-2,4 med OIS
  • 12 megapixel f2,4, 2x zoom telefoto, med OIS
  • 16 megapixel f2,2, 123 graders ultra vidvinkel
  • 10 megapixel f2,2 (forsiden)
  • 10 megapixel f2,2 (indeni)
  • 8 megapixel f1,9, dybdesensor (indeni)
Samsung Galaxy Fold
Hele seks kameraer i Samsung Galaxy Fold. Foto: Samsung

Det er en voldsom samling af kameralinser, men det giver samtid god mening altid at have adgang til et kamera.

De fleste har nok allerede spottet, at enheden primære kameraer(bagsiden)er identiske med Samsung Galaxy S10+. Det er nemlig præcis samme gode kamera. Vil du have den uddybede udgave, så besøg vores test af Galaxy S10. Kort sagt er det et fremragende kamera med typiske flotte Samsung-farver, virkelig god dynamisk rækkevidde og god detaljegrad. Med både 2x optisk zoom og ultra vidvinkel er der masser af muligheder for, at indfange det bedste billede.

Samsungs kameraapp er en fornøjelse at bruge. Den er simpel, hurtig og flydende i brug, men indeholder stadig rigtig mange muligheder for de mere krævende brugere.

Konklusion: Svært ikke at være imponeret

Samsung Galaxy Fold er den mest interessante mobiltelefon jeg længe har prøvet. Det er første generation af en ny type mobiltelefoner, som vi inden længe vil se solgt på lige fod med de smartphones vi bruger i dag – dog mere kostbar, indtil priserne på de foldbare skærme falder.

Man mærker godt at Galaxy Fold er Samsungs første bud på en foldbar mobil og på flere områder lever den ikke op til de mobiler vi er vant til i dag. Her er ingen IP-certificering, ingen fingeraftrykslæser i skærmen. Den har en kæmpe notch i den store skærm og skærmen på ydersiden er for lille og omkranset af store sorte bjælker. Og så er den skrøbelig, tung og klodset. Ting vi forlængst er blevet vænnet til i vores nuværende smartphones og som vi ikke længere bekymrer os om.

Selvom Galaxy Fold er starten på noget nyt, så skal den stadig sammenlignes med de mobiler vi render rundt med nu. Er den foldbare mobil ikke, på alle områder, tilsvarende eller bedre end dem vi har nu, så er det selvfølgelig et skridt tilbage og afspejles i den endelige karakter.

På den anden side, så er Galaxy Fold et imponerende stykke teknologi, som jeg i testperioden, for det meste, har nydt at bruge, og ikke mindst vise frem, for den har virkelig wow-faktor. Det er absolut en god telefon med gode skærme, god lyd, godt batteri og et godt kamera. Jeg elsker at tage billeder, se videoer på Youtube og spille spil med den store skærm foran mig. Og så tilbyder Fold noget ingen andre mobiltelefoner gør: en stor skærm, der kan foldes sammen og tages i lommen.

Prisen på 15.899 kroner er dog noget, der vil holde de fleste tilbage fra at købe den. Dog får man et par Samsung Galaxy Buds med i prisen.

Samsung Galaxy Fold giver et spændende indblik i hvad fremtidens mobiler vil byde på og vi kan slet ikke vente. Det foldbare mobiltelefon er kommet for at blive.

I denne omgang har Samsung Galaxy Fold gjort sig fortjent til 4,5 stjerner.

Det næste i sagen

Siden redaktionen publicerede artiklen er der kommet nyt i sagen. mobilsiden kunne ikke slippe historien. Efterfølgende d. 6/11/2019 publicerede vi historien om Motorola Razr 2019- måske den foldbare vi har ventet på – Den videre historie om temaet finder du her. Seneste nyt om temaet finder her.