En foldbar Google Pixel-telefon kommer senere i år

Sammen med afsløringen af Pixel 6-serien senere i år, skulle Google også være klar med deres første foldbare telefon. Her er hvad vi ved om den.

En foldbar Google Pixel-telefon kommer senere i år

Der er stadig mange spændende telefoner at se frem til i 2021, og en af disse er Google Pixel 6. Her er det store spørgsmål stadig om Pixel-serien endelig kommer til Danmark, men det kan kun tiden vise. Inden vi når dertil, så er der spændende nyheder at dele omkring andre produkter fra Google. Det tyder nemlig på, at 2021 bliver året, hvor de kommer med deres første foldbare telefon.

De foldbare telefoner har nok ikke haft helt den store succes, som Samsung, Huawei og Xiaomi håbede på, men de bliver stadig spået en stor fremtid. Og der er slet ingen tvivl om, at de foldbare telefoner er spændende og for hver generation gennemgår en enorm udvikling. Se bare udviklingen fra Samsungs Galaxy Fold til Galaxy Z Fold2. Det er næsten ikke til at forestille sig, hvad der sker med Galaxy Z Fold3, når den bliver præsenteret. Men Samsung er ikke de eneste, der er på vej med en foldbar telefon i år. Det er Google også og det kunne meget vel blive mere spændende end Samsungs nye.

Læs også: Rygte: Google Pixel 6 bliver lige så hurtig som Galaxy S21

Hvorfor er en Google foldbar interessant?

Ideen med en foldbar telefon er, at man kan folde den ud, for derved at opnå et større skærmareal. En større skærm har mange fordele, men det giver heller ikke meningen, hvis telefonen er kæmpe stor – og det problem kan en foldbar skærm løse. Men skal den store skærm give mening, så skal den også blive udnyttet optimalt, så kræver det store tilpasninger i softwaren.

Samsung har lavet en hel del tilpasninger i deres One UI til deres foldbare telefoner, men der er langt endnu. Og som dem der står bag Android og har en enorm viden på området, så kunne Google gøre den foldbare telefon mere anvendelig. Formår de at få tilpasset Android til den foldbare skærm, så kunne det blive en rigtig god oplevelse.

Læs også: Tag jer sammen, Google. Giv os nu de fede produkter

Hvad ved vi om en foldbar Google Pixel?

Først og fremmest er det Samsung, som står for leveringen af skærmen/skærmene til Googles foldbare telefon. Enheden fra Google går under kodenavnet “Passport” og produktionen starter angiveligt senere i år. Udfoldet skulle den foldbare Pixel-telefon have en skærm på 7,6 tommer.

Det vides ikke, om en Pixel Fold rent faktisk kommer med en skærm designet af Google selv, selvom det faktisk er muligt; Samsung fungerer som kontraktproducent for mange andre virksomheder og producerer fx nogle af Apples processorer.

Læs også: Google Pixel 5 og Pixel 4A: to budgetvenlige 5G-telefoner

Hvornår lanceres Pixel 6 og Pixel Fold?

Google Pixel 6 forventes lanceret til oktober, hvor Google typisk er klar med nye telefoner og nye Android-software, i denne omgang Android 12. Her forventer vi også Google vil vise den foldbare telefon frem. Vi tvivler dog på, at den vil være klar til salg allerede her, men det blot er en fremvisning, hvor den først bliver sat til salg i 2022.

Se også: De bedste priser på Google Pixel