Kuo: iPhone 14 og 14 Max får ikke ny A16 Bionic-processor
Ifølge den kendte Apple-analytiker Ming-Chi Kuo har Apple tænkt sig af afvige fra deres sædvanlige mønster, når det gælder de chips fra selskabets egen A-serie, der skal sidde i årets iPhone 14-telefoner.
Nye Apple-telefoner må nøjes med A15 Bionic
Mere specifikt mener Kuo, at Apple kun udruster iPhone 14 Pro og Pro Max med den nyeste A16-chip, mens de mindre eksklusive modeller iPhone 14 og 14 Max får den samme A15 Bionic-chip, som sidder i iPhone 13-serien fra 2021.
Det bliver imidlertid ikke den eneste forskel. Også når det gælder RAM, vil der være forskel modellerne imellem. De får alle 6 GB RAM, men Pro-modellerne får den hurtigere LPDDR5, mens de to andre modeller også her må nøjes med noget mindre, nemlig LPDDR4X.
Chipmangel kan være årsagen
Kuo nævner ikke noget om Apples argumenter for ændringerne omkring chipvalget, men det kan have med manglen på chips at gøre.
Nu er der ikke noget galt med A15 Bionic, og den er fuldt konkurrencedygtig med rivalerne. Det kommer med andre ord ikke til at betyde noget negativt for de iPhone 14-telefoner, der udrustes med den.
Se også: Test af iPhones
Derudover har Apple denne gang planer om at lancere telefoner i to skærmstørrelser. iPhone 14 og iPhone 14 Pro får skærme på 6,1 tommer, mens 14 Max og 14 Pro Max får skærme på 6,7 tommer.
Det betyder også, at Apple ikke længere lancerer en mini-version af sin telefon, og iPhone 13 mini bliver derfor den sidste af sin slags, i hvert fald for nuværende.
Se også: Find de billigste iPhones