Motorolas budgetmobiler får store opgraderinger
Motorola har netop annonceret et par nye smartphones i den billige ende. Der er tale om opdateringer af tidligere modeller med samme navn, der begge har været gode bud på budgetvenlige smartphones.
Telefonerne genopfinder på ingen måde hjulet, men ikke desto mindre er der kommet fornuftige opgraderinger af specifikationerne, og designet er også blevet forfinet.
Se også: Priser og tilbud på Motorola-telefoner
Moto G Power 5G (2024)
Den første telefon er Moto G Power 5G (2024). Den har en FHD+ IPS-skærm på 6,7 tommer med 120 Hz skærmopdateringshastighed, Dolby Atmos-stereohøjtalere og et primært bagkamera med en opløsning på 50 megapixel og optisk billedstabilisering. Dertil er en 16 megapixel sensor med ultravidvinkel.
Indeni finder vi den ottekernede MediaTek Dimensity 7020-chip ligesom i den eksisterende Moto G54, 128 GB lagerplads og plads til microSD-kort. Processoren yder cirka det halve af, hvad man får i en toptunet Qualcomm Snapdragon 8 Gen 3-chip i topmodellerne.
Derudover har telefonen 8 GB RAM, 5G-understøttelse og et stort batteri på 5.000 mAh med 30 watt opladning. Den er med andre ord velegnet til at streame masser af video, spille lette spil og browse på nettet. Som noget nyt understøtter den også 15 watt trådløs opladning.
I forhold til den forrige Moto G Power fra 2023 har den nye 2024-model fået et mere moderne design. Bagsiden af telefonen er klædt i vegansk læder, der afviser fingeraftryk. Ifølge Motorola selv giver det et ”smukt premiumdesign og behagelig fornemmelse”, når man holder telefonen.
Se også: Lenovo og Motorola lancerer Smart Connect på tværs af enheder
Moto G 54 5G
Motorola Moto G 5G har en lidt mindre IPS-skærm på 6,6 tommer med en opdateringshastighed på 120 Hz, Dolby Atmos-stereohøjtalere og også et 50 megapixel bagkamera – dog uden optisk billedstabilisering. Hovedkameraet er akkompagneret af en 2 megapixel makrosensor.
Denne budgetvenlige 5G-telefon er udstyret med en Snapdragon 4 Gen 1-processor, som kun yder omkring 43 procent af, hvad processoren i Moto G Power 5G. Dertil er der 4 GB RAM, og præcis som i Moto G Power 5G, er batteriet på meget fornuftige 5.000 mAh. Her understøttes dog kun opladning med en effekt på 18 watt. Moto G 54 5G kommer med 128 GB lagerplads og har desuden plads til microSD-kort.
Se også: Video: Så fed er klapmobilen Motorola Razr 40 Ultra
Motorolas budgetvenlige telefoner får endelig NFC
Af uforklarlige årsager har flere af Motorolas budgetvenlige telefoner ikke NFC-chip. Det må formodes at være sparet væk.
Der er dog tale om en ganske lille og med al sandsynlighed meget billig komponent, som dog kan være vigtig for mange. NFC-chippen muliggør kontaktløs betaling med mobilen, og netop det er nu muligt i den nye Moto G Power 5G og Moto G 5G. Chippen var ikke understøttet i forrige udgave af de to modeller, men det er den altså nu – og det er ikke et sekund for tidligt.
Pris og tilgængelighed
Indtil videre har Motorola kun annonceret de to telefoner i USA og Canada. Mens Moto G Power 5G koster 300 dollar, har den billigere Moto G 5G en pris på 200 dollar.
Telefonerne kommer til salg i USA allerede i næste uge, men der er endnu ingen officiel udmelding fra Motorola om en global lancering. Det forlyder dog, at der sker en bredere lancering af telefonerne 2. maj, og det kan meget vel være der, at telefonerne kommer til Danmark.
Læs også: Motorola Edge 40 Neo: Lommevenlig mobil med lang batteritid