Nu kommer Samsung Galaxy S23 FE til Europa

Samsung Galaxy S23 FE, som er en billigere udgave af topmodelserien S23, har eksisteret siden oktober, men først nu kommer den til Europa.

Nu kommer Samsung Galaxy S23 FE til Europa

FE-serien fra Samsung har siden 2020 været Samsungs bud på en prisvenlig topmodel – altså den direkte efterfølger til Samsungs tidligere “Lite”-modeller.

Der er nemlig tale om telefoner, som på mange punkter ligner topmodellerne, men hvor der er skruet lidt ned for specifikationerne for at holde prisen nede. Nu ser den seneste model i FE-serien, Galaxy S23 FE, endelig ud til at komme til Europa.

Læs også: Galaxy S23 FE lanceret: Samsungs næste store mobilhit

Samsung Galaxy S23 FE Kommer til Europa på fredag

Da Samsung Galaxy S23 FE oprindeligt blev lanceret i oktober måned, var det kun i asiatiske lande. Senere blev den tilgængelig i USA, og ifølge Samsung i Frankrig kommer Galaxy S23 FE nu til Europa på fredag – det vil sige den 8. december.

Da Galaxy S23 FE kom til USA, var det med en Snapdragon 8 Gen 1-chip. Ifølge GSMArena vil den i Europa blive lanceret med en Exynos 2200-chip. Den samme chip, som var at finde i sidste års topmodel, Galaxy S22. De to chips har fuldstændig samme ydeevne, viser grundige benchmarktest foretaget af Notebookcheck.

Det får du med Samsung Galaxy S23 FE

Udover en Exynos 2200 chip får du med Galaxy S23 FE en 6,4 tommer AMOLED-skærm med en opdateringshastighed på 120 Hz, en lysstyrke på op til 1.450 nits og Gorilla Glass 5. Batteriet har en kapacitet på 4.500 mAh, og bagpå sidder en primær kamerasensor på 50 megapixel. Dertil er der en 8 megapixel sensor med 3x optisk zoom og en 12 megapixel sensor med ultravidvinkel.

Telefonen har 8 GB RAM og 128 GB lagerplads, og det forventes, at telefonen vil komme med det nye One UI 6-software med Android 14.

Det er altså samlet set på papiret en rigtig fornuftig telefon, som man får til en lavere pris end topmodellen. De anmeldere, som har haft mulighed for at teste telefonen, har da også været begejstret for telefonen.

Mulig dansk pris på Samsung Galaxy S23 FE

Det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før Samsung Galaxy S23 FE finder vej til Danmark. Hvornår det sker, er endnu uvist. Der er heller ikke nogen officiel dansk pris på Samsung Galaxy S23 FE, men vi kan komme med et kvalificeret gæt ved at kigge på de udenlandske priser.

I USA koster Samsung Galaxy S23 FE 630 dollar. Det er 25 procent billigere end den vejledende pris på 800 dollar, som Samsung Galaxy S23 fik. I Danmark fik Galaxy S23 en pris på 7.499 kroner.

En mulig dansk pris på Samsung Galaxy S23 FE er derfor 5.600 kroner.

Læs også: Samsung Galaxy S23 FE får både Snapdragon 8 Gen 1 og Exynos 2200