Sony Xperia 5 II lækket: 120 Hz OLED-skærm og Snapdragon 865

Sonys næste flagskib er lækket, og specifikationerne ser lovende ud. Sony opgraderer skærmen og henter samme kamerasetup som i storebroren Xperia 1 II.

Sony er på vej med en efterfølger til sidste års Xperia 5-topmodel, som blev lanceret i september.

Xperia 5 II bliver navnet på det næste flagskib. Det afslører hjemmesiden AndroidHeadlines, som også ligger inde med lækkede specifikationer, billeder og en officiel video fra Sony af topmodellen.

Læs også: Sony åbner op for forudbestilling af PS5 – sådan gør du

Samme design og størrelse

Sammenlignet med andre topmodeller har Xperia 5 II en skærm, der er en tand mindre: 6,1 tommer ligesom forgængeren Xperia 5. Det giver en fysisk størrelse på 158 x 68 x 8 millimeter, hvilket er helt identisk med størrelsen på sidste års model.

Designet ser heller ikke ud til at have ændret sig. Sony holder fast i glas både foran og bagpå med en ramme af aluminium. Både skærm og bagside er kurvet, så telefonen ligger behageligt i hånden. Det giver også Xperia 5 II et sædvanligt minimalistisk udtryk.

Læs også: Sony regner med bedste salg af Xperia i årevis

Sony Xperia 5 II
Foto: Androidheadlines.com

Skærm får 120 Hz opdateringshastighed

Et af de steder, hvor der kommer til at ske en mærkbar forbedring, er skærmen. Godt nok beholder skærmen sin størrelse på 6,1 tommer, og der er stadig tale om en OLED-skærm, som giver høj kontrast, dybt sortniveau og mættede farver.

Den store nyhed er, at opdateringshastigheden forøges fra de normale 60 Hz til 120 Hz, hvilket vil give en markant mere glidende opdatering af billedet ved eksempelvis scrolling eller under afspilning af videoer og spil, der understøtter 120 Hz.

Xperia 5 II vil blive drevet af Qualcomms kraftige Snapdragon 865-chipset (ikke 865 Plus), og telefonen må formodes også at komme med et 5G-modem. Ligesom øvrige Sony-telefoner beholder Xperia 5 II muligheden for at udvide lagerpladsen med et microSD-kort.

Batteriet i det kommende flagskib får en kapacitet på 4.000 mAh, hvilket er en pæn opgradering fra sidste års Xperia 5, som ”kun” havde en kapacitet på 3.140 mAh. Det er altså en forøgelse på hele 27 procent.

Ligesom Xperia 1 II har den næste Xperia 5 II også en port til 3,5 millimeter jackstik, hvilket sidste års Xperia 5 ikke havde. Sony må være kommet på bedre tanker.

Læs også: Sonys kompakte topmodeller kan vende tilbage næste år

Samme kamerasetup som Xperia 1 II

Fra og med sidste års Xperia 1 begyndte Sony at gøre brug af kamerateknologi og funktioner fra Sonys α (Alpha)-kameraer, og det fortsætter Sony med i den kommende Xperia 5 II.

Sony foretager små opdateringer i kamerasetuppet, som gør det helt identisk med de tre bagkameraer, du kan finde i den lidt dyrere topmodel Xperia 1 II.

Du får altså en 12 megapixel primær, vidvinklet sensor med en blænde på f/1,7 og optisk billedstabilisering. Sensoren måler 14,9 millimeter (1/1,7 tomme) mod 9,9 millimeter (1/2,55 tomme) i Xperia 5. Hver pixel er med andre ord større, og det giver et tilsvarende større lydindtag og bedre billeder særligt i mørke.

Næste sensor har en telefotolinse. Den er på 12 megapixel, har en blænde på f/2,4, har optisk billedstabilisering og måler 7,4 millimeter (1/3,4 tomme) ligesom i Xperia 5. 2x optisk zoom i Xperia 5 er til gengæld blevet opgraderet til 3x optisk zoom ligesom i Xperia 1 II.

Sidste sensor bagpå med ultravidvinkel har også en opløsning på 12 megapixel ligesom Xperia 5, men blænden er ændret fra f/2,4 til f/2,2. Størrelsesmæssigt ændrer sensoren størrelse fra 7,4 millimeter (1/3,4 tomme) til 9,9 millimeter (1/2,55 tomme).

Kamerahardwaren er altså tydeligvis glimrende i den kommende Xperia 5 II, da samme kamerahardware gjorde det godt i Mobilsidens test af Xperia 1 II. Softwaren tog dog ikke den almindelige bruger i hånden, hvilket gjorde det nødvendigt at fintune indstillingerne for at få de bedste resultater.

Læs også: Sony: Disse BRAVIA-tv er “klar til Playstation 5”

Sony Xperia 5 II afsløres 17. september

Ifølge AndroidHeadlines var det oprindeligt planen, at Xperia 5 II skulle præsenteres ved dette års virtuelle IFA-event fra 3. til 5. september.

Det kommer dog ikke til at ske alligevel. I stedet vil Sony afsløre det nye flagskib den 17. september, forlyder det.

Prisen på telefonen kendes ikke endnu, men den må formodes at ligge et sted mellem sidste års Xperia 5 (5.999 kroner) og dette års Xperia 1 II (8.499 kroner).

Se også: Find de bedste priser på Sony-telefoner