Apple fjerner webapps for iPhone-brugere i EU
Progressive webapps (PWA) er apps, der er udviklet til nettet, og som kan føjes til startskærmen på en mobil som en applignende genvej. Det er ikke nødvendigt at hente dem i App Store, da de egentlig bare fungerer som en hjemmeside forklædt som en app på hjemmeskærmen.
Det har fungeret fint, men nu har Apple lukket funktionen ned for EU-brugere i betaudgaven af iOS 17.4. Apple skriver selv, at det ikke er en fejl.
Apple fjerner progressive webapps
I en opdatering på deres udviklerwebsite skriver Apple, at de fjerner muligheden for at føje progressive webapps til hjemmeskærmen for brugere i EU.
Det gør de med henvisning til EU’s forordning om digitale markeder – en lov, der skal tvinge Apple og andre techgiganter til at gøre det lettere for tredjepartsappudviklere at levere tjenester, betalingsservices og apps til iOS uden om App Store.
Der ser ud til at være tale om en permanent nedlukning af funktionen i EU. Apple skriver selv, at det skyldes forordningen, for ifølge Apple gør funktionen det muligt at føje progressive webapps til hjemmeskærmen uden for Apples sikkerhedsforanstaltninger. Så for at forhindre skadelig software i at få adgang lukker Apple nu ned for brugen af genveje på hjemmeskærmen til webapps i EU.
I opslaget på X nedenfor kan du se en bruger, der forsøger at aktivere en webapp på sin iPhone med iOS 17.4 beta installeret.
iOS 17.4 beta 3 was just released. PWAs are still not working in the EU. The release notes don’t mention why this major feature has been disabled for EU users.
Also multiple “bookmarks” share the same session as Safari, but clearing Safari data doesn’t clear the state 🫠 pic.twitter.com/oDY8ABe7Ol— Mysk 🇨🇦🇩🇪 (@mysk_co) February 13, 2024
Læs også: Apple åbner op for iOS efter pres fra EU
Apple beskyldt for mafiametoder
Apple har tidligere på året meldt ud, at de ændrer reglerne for App Store for appudviklere i EU. De skal blandt andet betale et såkaldt kerneteknologigebyr for hver app download over en million det første år. Samtidig skal de også betale et gebyret på 0,50 euro for hver app, der opdateres ud over en million det første år.
Her har Spotify blandt andet sagt, at det kan gøre det op til 10 gange dyrere at få nye kunder, fordi deres app er gratis. Andre appudviklere beskylder ligefrem Apple for at gøre brug af mafiametoder for at leve op til lovgivningen.
De mener, at Apple prøver at overholde reglerne, men samtidig vil gøre det så dyrt og besværligt som muligt for appudviklere at tage betalinger eller lave apps, der ikke benytter Apples egne systemer.
Læs også: Hvilke elbiler har flest hestekræfter til prisen? Se stor liste
EU forholder sig afventende
Apple og adskillige andre af de største techgiganter skal inden 7. marts vise, at de overholder EU’s nye forordning. Loven blev indført i EU i 2022 for netop at tvinge virksomheder, som EU mener har monopol, til at gøre det billigere og lettere at bruge deres platforme.
Mange appudviklere og virksomheder giver allerede nu udtryk for, at Apple fejler totalt. EU har dog sagt, at de først vil tage stilling til, om Apple overholder forordningen efter deadlinen den 7. marts.
Her skal EU både forholde sig til Apples rettelser, men også lytte til industrien af appudviklere for at høre, hvad de mener. Lige nu er der meget stor afstand mellem Apples og appudviklernes udlægning, så det bliver spændende at se, om EU rent faktisk kan tvinge Apple til at overholde loven.
Læs også: Appudviklere i åbent oprør over Apples nye App Store-regler