ASUS klar med Android 10 til ROG Phone 2 og Stadia-nyheder

ASUS' nyeste gaming-mobil, ROG Phone 2, melder nu klar til Android 10. Samtidig annoncerer ASUS et spændende samarbejde med Googles spil-streamingtjeneste, Stadia.

ASUS klar med Android 10 til ROG Phone 2 og Stadia-nyheder

Det er svært ikke at blive imponeret over ASUS’ nyeste gamingmobil, der er en af de absolut bedste gaming-mobiler på markedet. Den 6,6 tommer store 120 Hz AMOLED-skærm, kombineret med Snapdragon 855 Plus, op til 12 GB RAM og 1 terabyte lagerplads, stereohøjtalere, 6000 mAh batteri og en spil-optimeret ROG UI-brugerflade.

Indtil nu har ASUS ROG Phone 2 holdt fast ved Android 9 Pie, men nu kommer der endelig en opdatering til nyeste udgave af Googles styresystem.

ASUS ROG Phone 2 får Android 10

Efter knap fire måneders betatest er ASUS tilfredse med resultaterne, og ruller nu Android 10 ud til ROG Phone 2. Med en tæt på ren Android-oplevelse, byder ROG Phone 2 på nyt mørkt tema, forbedret privatlivsindstillinger, ny Gesture Navigation, hvor man styre funktioner i mobilen ved at stryge med fingeren over skærmen samt et hav af fejlrettelser og forbedringer.

Udrulningen af Android 10 til ROG Phone 2 er allerede i gang og den kan downloades over-the-air. Opdateringen fylder omkring 1 GB. Strix-udgaven af ASUS ROG Phone II giver masser af gaming-mobil til pengene. Her får man 8 GB RAM, 128 GB lagerplads og alt det andet lækre til 5.299 kroner.

Læs også: Test af ASUS ROG Phone II

ASUS og Google indgår samarbejde om spiltjenesten Stadia

Sammen med nyheden om Android 10 til ROG Phone 2, annoncerede ASUS et samarbejde med Google. Samarbejdet gælder Googles spil-streamingtjeneste, Stadia, som fremover kommer præinstalleret på ASUS’ ROG-mobiler. Et oplagt partnerskab, der løber til 2021, og giver købere af ASUS’ kommende ROG Phone 3 tre måneders gratis Google Stadia Premium adgang. ASUS ROG-mobilerne understøtter allerede Stadia, men man skal selv installere appen.

ASUS ROG Phone 3 lanceres senere i år.

Læs også: Disse mobiler kan bruges til Google Stadia