iOS 10 advarer dig mod vand i Lightning-porten
Med den næste version af Apples mobilsoftware, iOS 10, bliver en række af nye funktioner og features introduceret. Mange af dem blev vi præsenteret for ved deres udvikler-event i juni måned, men som altid lader det til, at de har et par stykker mere i ærmet.
En bruger på Reddit spottede, ifølge Engadget, for nylig en advarselsmeddelelse i betaversion af iOS 10, der popper frem, hvis du forsøger at lade din iPhone/iPad op, mens der er vand/fugt i ladestikket.
Læs også: Rygte: iPhone 7 får berøringsfølsom home-knap og vandtæthed
Advarselsbeskeden lyder: “Frakobl Lightning tilbehør – Væske er blevet fundet i Lightning-stikket – For at beskytte din iPhone, frakobl lightning-tilbehøret og lad din enhed tørre.”
Du kan også vælge at ignorere denne besked, og fortsætte med at lade din enhed, men så accepterer du også varslen om, at det kan forårsage skader, der ikke er til at reparere.
Det er i det hle taget en ret intelligent funktion, der kan hjælpe mange kunder mod at skade deres enheder i fremtiden. Samtidigt giver det også Apple mulighed for at have sit på det tørre, om man så må sige, idet de kan påvise, om du lyttede til advarslen eller ej.
Se også: Samsung Galaxy S7 active dumper test: Er ikke vandafvisende
Denne nye funktion kommer i kølvandet af spekulationerne, om hvorvidt de næste iPhones kunne blive vandafvisende, og med muligheden for at kunne advare om fugt i strømstikket, ville det gå meget godt i tråd med rygterne.
Intet er dog sikkert endnu, og i første omgang kan Apple-brugere, der ejer en 6S, 6S Plus eller den nye SE, glæde sig over den nye feature, der måske kan spare dig en masse besvær og en hel del penge på reparationer.
