Apples App Store solgte for 15 milliarder dollars i 2014
Der er penge i apps, hvis man rammer den rigtige ide, og med mange apps følger mange penge. Det er en af grundene til, at Apple i 2014 slog rekorden for flest penge brugt i deres appportal, App Store, og det samlede salg løb op i 15 milliarder dollars – godt 94 milliarder danske kroner.
Læs også: Apple arbejder på nytænkning af MacBook Air
Med til det hører, at for hver krone der bliver brugt i App Store, får Apple selv 30 øre, og derfor har App Store indtjent Apple godt 28 milliarder danske kroner.
Det blegner lidt når man ser Apples samlede salg, der løber op i over 1,1 billion danske kroner, men App Store er relativt let og smertefri at vedligeholde. Der er ikke mange udgifter forbundet med App Store, så Apple er sandsynligvis yderst tilfredse med resultatet.
Læs også: Stabile fremskridt for iOS 8
Året før lå det samlede salg i Apples App Store på 10 milliarder dollars, så det er en forøgelse på 50 procent, hvilket må siges at være ganske flot klaret. App Store er også oppe på at tilbyde over 1,4 millioner apps.
I Apples pressemeddelelse, hvor disse tal blev spredt ud til verden, skriver amerikanerne også, at den første uge i det nye år har været særdeles god. Alene i årets første syv dage har App Store solgt for knapt en halv milliard dollars – omkring 3 milliarder danske kroner.