Google på vej med konkurrent til Snapchat Discover

Google arbejder på en ny tjeneste kaldet Stamp, som skal fungere på samme måde som funktionen Discover i Snapchat.

Google på vej med konkurrent til Snapchat Discover

Snapchat er efterhånden blevet så godt som kopieret af mange store tjenester, og nu ser det ud til, at Google også vil gøre Snapchat kunsten efter – dog kun til en vis grad. Det erfarer avisen The Wall Street Journal via kilder med kendskab til Googles planer.

Stamp bliver en tjeneste, som tager udgangspunkt i en løsning fra Google kaldet AMP, som gør det muligt at åbne hjemmesider hurtigere end normalt fra Googles søgeresultater. I navnet Stamp er de to første bogstaver, ‘st’, hentet fra ordet ‘stories’, hvortil der er tilføjet teknologien ‘AMP’ bagpå, oplyser avisen.

”Succesen med det open source AMP-projekt skyldes det konstante samarbejde med udgivere, der involverer at arbejde tidligt på kommende funktioner. Vi har ikke noget at annoncere på nuværende tidspunkt, men ser frem til at dele mere snart,” oplyser Google til The Wall Street Journal.

Læs også: Nu begynder Google at blokere reklamer i Chrome

Der er endnu ikke mange oplysninger om Googles nye tjeneste, men den vil ifølge avisen fungere ligesom funktionen Discover i Snapchat, hvor det er muligt for virksomheder og indholdstjenester at udgive indhold med videoklip, tekst og billeder, som man lynhurtigt kan klikke sig igennem.

Googles ambition er at kunne tilbyde indholdsudbydere en lignende platform, hvor de kan nå ud til et endnu større publikum via de mange brugere af Googles søgemaskine. Google håber derfor på at kunne tilbyde brugerne nyheder, underholdning, sport og andet indhold.

Indtil videre lyder det, at udgivere som Vox Media, CNN, Mic, The Washington Post og Time Inc. er en del af den tidlige test af tjenesten.

Det er endnu uvist i hvilken form Stamp bliver en realitet – om det bliver en dedikeret app, eller om tjenesten integreres i Google-appen/Google Assistant og søgemaskinen. Den helt præcise lanceringsdato for Stamp er endnu ukendt, men ifølge avisen er tjenesten lige om hjørnet.