Nu kan du checke flere personer ind i Rejsekort-appen
Da Rejsekort-appen gik i luften i september 2024, var det med én stor mangel: Det var ikke muligt at checke flere personer ind på én rejse, ligesom man kan med det fysiske Rejsekort.
Men netop det ændrer Rejsekort & Rejseplan A/S, som driver Rejsekort-appen, nu på. Nu er det muligt at checke op til 28 ekstra personer ind via Rejsekort-appen. Det er samtidig også muligt at checke en hund og en cykel med på rejsen via Rejsekort-appen.
”At man nu kan tage hele familien med på et enkelt swipe på telefonen, gør det nemmere at rejse med kollektiv transport. Vores kundeundersøgelser viser, at mange har efterspurgt muligheden for at tage børnene, vennerne, hunden eller cyklen med på deres check ind. Det kan også lade sig gøre med det fysiske Rejsekort, men i appen kan det gøres på under 30 sekunder,” siger Jens Willars, der er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan A/S.
Senere i 2025 bliver det muligt at checke børn, pensionister under 67 år og mennesker med handicap ind via Rejsekort-appen.
Se også: Nu kan alle downloade Rejsekort som app
Det fysiske Rejsekort lukker i 2026
Rejsekort & Rejseplan A/S oplyser også, at det fysiske Rejsekort af plastik lukker i 2026, så det ikke længere er muligt at checke ind på de blå standere.
”Vi lukker de kendte blå punkter i 2026, da de er ved at have nået deres teknologiske levetid og er dyre og besværlige at vedligeholde. Vi ved også at der er en gruppe som af forskellige årsager ikke har mulighed for eller ønsker at bruge en app, og til den gruppe kommer der et godt alternativ, som minder om det fysiske Rejsekort,” siger Jens Willars.
Der er nu næsten 900.000 brugere af den nye Rejsekort-app, og den er allerede blevet brugt på mere end 12 mio. rejser.
Perspektivering
Rejsekort-appen er lynhurtigt blevet en populær app. I Google Play Butik får den 3,5/5 stjerner, og i App Store får den 4,6/5 stjerner.
Appen blev den 4. mest populære app i App Store i 2024. Se de mest populære apps i App Store og de mest populære apps i Google Play.