Derfor er den nye PlayStation 5-variant dårligere
Da den første PlayStation 5 blev lanceret den 19. november 2020 blev de heldige første overraskede over dens størrelse og vægt. Og pakker du en PlayStation 5 op i dag, så vil du helt sikkert blive det samme. Det er en ordentligt krabat. I en ny variant af PlayStation 5 har Sony dog mindsket vægten, men fastholdt samme design og størrelse. Og hvorfor så det? Og hvorfor kunne den nye udgave af PlayStation 5 være en dårligere konsol? Læs med her.
Youtuberen Austin Evans har fået fingre i begge udgave og har selvfølgelig sammelignet de to. Først og fremmest ville han finde ud af, hvorfor den nye konsol var lettere. Og det var ganske tydeligt at se, for Sony har nemlig lavet om på køleelementet (heatsink), som nu er blevet meget mindre. Faktisk er det nye køleelement hele 300 gram lettere.
Læs også: Sony har solgt over 10 millioner PlayStation 5-konsoller
Ny PS5 bliver varmere
Hvorfor Sony har lavet denne ændring vides ikke, men et mindre køleelement kan meget vel betyde, at konsollens indmad ikke køles helt så effektivt. Og det viser sig også at være tilfældet.
Evans konkluderer nemlig, at den nye PlayStation 5 bliver et sted mellem 3 og 5 grader varmere. Og gemmes den første væk i et medieskab, så kan den ekstra varme få større betydning. Derfor tyder det på, at den nye PS5 er en dårligere udgave end første udgave. Det kunne altså betyde, at lanceringensmodellen kan ende med at blive umådeligt populær.
Læs også: 25 eksklusive spil på vej til PlayStation 5
Første skridt mod en mindre PS5?
Det store køleelement holder indmaden nedkølet, hvor en stor blæser skubber den varme luft ud af PS5. Der er allerede spekulationer om, hvorfor Sony har lavet denne ændring, hvor den mest troværdige går mod en mindre PlayStation 5. Med PS5 værende den største konsol nogensinde, så kunne man forestille sig, at Sony arbejdede på en mindre udgave. Er det nye køleelement det første skridt på vejen mod en mindre PlayStation 5? Det er slet ikke umuligt.