Fyringsrunde i dag hos Telia
Tirsdag morgen mødte en række Telia-medarbejdere ind til en kedelig nyhed. 163 jobs, fordelt i hele Telias koncern, nedlægges.
Den gode nyhed er dog, at det er 7 færre end varslet.
-”Det er fordelt ud over hele virksomheden. Når man nedlægger så mange stillinger, må det være jævnt fordelt. Ingen afdelinger er uberørt, men vi har dog sikret os, at det primært er ikke-kundevendte funktioner,” siger administrerende direktør Søren Abildgaard til Business.dk.
De berørte fik klokken 8.30 i morges besked om, at deres stilling nedlægges, og ti minutter senere var alle orienteret. I løbet af formiddagen blev der afholdt samtaler med de afskedigede, der stort set alle bliver fritstillet fra på fredag.
-”Det er vigtigt, at man gør det på en ordentlig måde. Folk skal have lov til at blive i dag, hvis de har det godt med det, og de skal kunne gå hjem, hvis de hellere vil det. Ingen har jo stjålet af kassen. Det er folk, der har passet deres arbejde og gjort en stor indsats, så det er vemodigt men desværre også nødvendigt,” siger Søren Abildgaard.
Telia-direktøren tør ikke give nogen garanti for, at der ikke kommer yderligere fyringsrunder i fremtiden.
-”Jeg har været så længe i branchen, at jeg ikke tør give garantier. Det var uundgåeligt nu, men vi bestræber os meget på, at det ikke sker igen,” siger han til Business.dk.