Iphone er mobilspillenes nye konge
Apples iPhone er den mest anvendte telefon til download af spil. Det viser nye tal fra analysefirmaet comScore.
Således stod iPhone-brugerne for 14 procent af de mobilspil, der blev downloadet i november 2008 i USA. 32,4 procent af alle iPhone-ejerne medgiver at have hentet et spil i denne måned, hvilket er betydeligt mere end de 3,8 procent, der repræsenterer gennemsnittet for samtlige mobilbrugere.
Interessen for spil stiger
Den generelle interesse for mobilspil er i stor fremgang. I november 2008 downloadede 8,5 millioner amerikanere et spil til mobiltelefonen. Det er en stigning på 17 procent i forhold til året forinden.
Ifølge comScore-analytiker Mark Donovan skyldes det især det stadigt stigende udvalg af smartphones, der er med til at udvide grænserne for, hvilke spil en telefon kan håndtere.
– “Den store vækst på smartphone-markedet i USA har givet mobilspillet et boost, da 34 procent af dem, der downloaded et spil i november, gjorde det fra en smartphone,” siger Mark Donovan i en pressemeddelelse.
I 2007 var der ikke en eneste smartphone på listens top ti, der til gengæld havde Motorolas RAZR i spidsen. I den nye opgørelse er seks ud af de ti mest benyttede telefoner til download af spil – en smartphone.