DXOMark: Google Pixel har det bedste mobilkamera nogensinde
Du vil kunne tage de bedste mobilfotos nogensinde med Googles to nye Pixel-telefoner – sådan lyder konklusionen i DXOMark’s seneste testrapport.
Selskabet specialiserer sig i tests af kameraer og softwareløsninger til fotoredigering og tildeler 89 points til både Pixel og Pixel XL, et enkel point mere end kategoriens tidligere delte mestre: Samsung Galaxy S7, HTC 10 og Sony Xperia X Performance. Apples nyeste iPhone 7 scorer her 86 points.
Det er især i disciplinerne ’Autofokus’, ’Tekstur’ samt ’Eksponering og kontrast’ at Pixel-telefonerne brillerer og scorer nær topkarakter.
Se også: Google Pixel og Pixel XL: Pris og tilgængelighed
I videodisciplinerne klarer Google Pixel sig også til en topkarakter på 88 points – kun matchet af Samsung Galaxy S7. Det er især den særlige gyroskop-baserede stabilisation der imponerer og der fremhæves igen den gode kontrast og eksponering samt optagelser fri for artefakter og støj.
I opsummeringen konkluderer DXOMark at Google Pixel er det bedste mobilkamera til dato:
”Pixel hæver ganske enkelt baren for hvad der kan opnås i et mobilkamera. Billedkvaliteten bliver bedre og bedre og især HDR+ funktionen gør, at den kan levere resultater som tidligere har været forment de små sensorer der findes i smartphones.”, lyder det i konklusionen.
Som med alle enkelte tests, skal DXOMark resultaterne tages med et gran salt. Eksempelvis dumpede en af de seneste topscorere, Sony Xperia X Performance, i mobilsiden.dks egen test, da det også undersøgte kameraets 4K-, HDR- og panorama-performance – noget som DXOMark overser.
Læs også: Google-topmodellerne Pixel og Pixel XL er nu officielle