EMPERION Nebulus: Ny smartphone med Windows 10 Pro understøtter Android-apps
Siger navnet EMPERION dig noget? Formentlig ikke.
Men netop nu skaber det britiske firma overskrifter rundt omkring. På Twitter har firmaet nemlig teaset for en ny smartphone kaldet Nebulus.
Smartphonen adskiller sig en del fra tidligere smartphones, da den ikke kører med Android. Den kører derimod med Windows 10 ARM – en fuldblodsudgave af Windows 10 Pro, som er optimeret til Snapdragon-processorer, der kører med den såkaldte ARM-arkitektur i stedet for x86-arkitekturen.
Microsoft præsenterede Windows 10 med ARM-understøttelse helt tilbage i 2017, og siden da har der kun været et lille antal bære computere med ARM-processorer og Windows 10. Men nu kommer der altså et ret interessant bud på en smartphone med Windows 10 Pro i form af EMPERION Nebulus.
Afsløret før tid på firmaets hjemmeside
Tidligere på dagen var telefonen offentliggjort i alle dens detaljer på firmaets hjemmeside, men noget kunne tyde på, at EMPERION kom til at afsløre telefonen en smule for tidligt.
Af EMPERIONs hjemmeside fremgik det, at Nebulus kommer til at gøre en modificeret udgave af Windows 10 Pro med en startskærm, der unægtelig ligner Windows 10 Mobile. Er du ærgerlig over, at Microsoft kastede håndklædet i ringen og skrottede Windows 10 Mobile tilbage i 2017, ser det altså ud til, at der er et seriøst bud på en efterfølger på vej.
Designmæssigt ser EMPERION Nebulus ud til at være kraftigt inspireret fra en af de mest populære Windows-smartphones – nemlig Nokia Lumia 920 med dens meget karakteristiske design, der på én og samme tid har meget skarpe hjørner og afrundede sider.
Kan køre Android-apps
En Windows 10-mobil er dog ikke meget værd uden et stort udvalg af apps, og her er det lykkedes EMPERION at understøtte Android-apps. Emperion® Singularity™ App Unification Platform, er det ikke så mundrette navn på funktionaliteten.
På firmaets hjemmeside skriver de, at du kan minimere Windows 10-programmer som Office og skifte over til dine foretrukne Android-apps uden at forlade Windows 10 Pro. Det er endnu ikke til at sige, om det bliver muligt at få adgang til apps via Google Play, eller om appsene skal installeres uden om Play-butikken. Windowscentral skriver, at firmaet har Microsoft været inde over udviklingen af telefonen, så måske har de sammen fundet på en smart løsning.
Bagside af plexiglas og monsterstort batteri
På den nu fjernede hjemmeside oplyste EMPERION også alle specifikationer på smartphonen.
Skærmen måler 6,19” og har en opløsning på 1.080 x 2.232 pixels. Det giver skærmen et højde/bredde-forhold på 18,6:9. Skærmteknologien fremgår ikke, men firmaet oplyser, at den understøtter sRGB-farverummet og 97 % af DCI P3-farverummet.
Telefonens ramme af udført i aluminium, mens bagsiden – noget utraditionelt – er fremstillet af plexiglas. Fronten er af Gorilla Glass 6.
I telefonen gemmer der sig et enormt batteri på 6.000 mAh, og firmaet har sin egen løsning til hurtigopladning kaldet Emperion® iNpulse. Dertil understøtter den Qualcomms Quick Charge-løsning.
Processoren er fra Qualcomm. Den nærmere model er endnu ikke oplyst, ud over at det er en serie 8-processor. Ifølge Windowscentral kører den dog en overclocket Snapdragon 845-processor. Dertil drives telefonen af 8 GB LPDDR4x-RAM og 128 GB UFS-lagerplads, som kan udvides med MicroSDXC-kort på op til 2 terabyte.
På kameraområdet er EMPERION Nebulus udstyret med to sensorer på bagsiden – begge på 13 megapixel og med både optisk og elektronisk billedstabilisering og en f/1/3,06” blænde. Dertil gemmer der sig 2x optisk zoom. Foran finder du et 8 megapixel selfiekamera med en – f/1/3,2 blænde.
Som det ser ud indtil videre, vil telefonen ikke understøtte 5G. Til gengæld kan den, enten via USB-C eller trådløst, skifte til desktop-tilstand, så du altid har en fuldblods Windows 10 Pro-computer ved din side.
Skarp pris på kun 5.000 kroner
Inden EMPERION lukkede produktsiden ned, kom firmaet til at afsløre, at den får en pris på 599 pund, og at den muligvis får en introduktionspris på 549 pund. Direkte omsat til danske kroner er det lige knap 5.000 kroner, men da momsen i Danmark er en smule højere, vil en dansk pris nok blive en tand højere end de 5.000 kroner.
Hvornår telefonen bliver officielt annonceret, er endnu uklart. På EMPERIONs hjemmeside står blot: ”Vær klar… Noget rigtigt sejt er på vej”. Indtil videre vides det kun, at telefonen kommer til Storbritannien – måske også det øvrige Europa – samt USA.
Sidste tilføjelse til sagen
Efterfølgende kom der nyt om emnet. Lasse Olsen fandt det relevant at følge op på temaet. 13/2/2020 stillede igen redaktiornen skarpt på temaet med en artikel der omhandler Smartphone-startup lukker og slukker – Klik her og læs videre.. Se også seneste nyt om temaet her..