Huaweis omstridte Tech med Tommy-video ude nu

Tech med Tommy er ny videoserie fra Huawei, der vil fortælle børn om teknik og den har skabt stor debat allerede - her er første afsnit.

Forleden annoncerede Huawei et nyt tiltag, nemlig Youtube-serien “Tech med Tommy”. Det skulle være en serie på otte afsnit, hvor Huaweis nye kommunikationschef Tommy Zwicky ville fortælle om teknologi i børnehøjde. Tommy Zwicky har en baggrund fra DRs Ultranyt og tænkte, at det kunne være en god idé med sådan en programserie.

Politiker ville forbyde Tech med Tommy til skolebrug

Allerede inden første afsnit overhovedet var tilgængeligt, spurgte Venstre-politikeren Michael Aastrup Jensen, om Børne- og Undervisningsministeren agtede at forbyde, at disse videoer blev brugt som en del af undervisningen i de danske skoler.

Det har Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil dog netop afvist. Hun vurderer, at man ude på skolerne er i stand til at udvælge relevant undervisningsmateriale til børnene.

Kalder kritik for “overvældende automatreaktion”

Tommy Zwicky forklarer, at videoerne er fakta-baseret videoer og at han aldrig havde drømt om, at de kunne fremkalde så stærke følelser.

“Vi har set folketingspolitikere, som har prøvet at få os bandlyst af Børne- og Undervisningsministeren – uden at de nogensinde har set vores video. Det er en overvældende automatreaktion på noget, som i mine øjne er ganske harmløst”, siger Tommy Zwicky .

Se også: Bedste mobilabonnementer til børn

Se første afsnit af Tech med Tommy

Første afsnit i Tech med Tommy-serien skulle være bragt den 5. oktober, men allerede nu er videoen tilgængelig. Det sker for at imødekomme andre kritikere og eksperter.

“Så kan folk danne sig en mening på et oplyst grundlag og forhåbentlig se, at det hele ikke er så farligt, men at ”Tech med Tommy” er reelt, fakta-baseret børne-indhold, som i realiteten lige så godt kunne være formidlet af fx DR, slutter Tommy Zwicky.

Du kan se første afsnit fra serien øverst i artiklen.

Se også: Nyheder om IT, tele og tech