Manden bag multi-touchskærmen og Touch ID forlader Apple
It-giganten Apple har måttet sige farvel til en af de helt store personer i virksomheden. Navnet Steve Hotelling ringer formentlig ikke en klokke – og det er heller ikke så mærkeligt. Udadtil har manden ikke gjort meget væsen af sig, men internt hos Apple er der tale om en nøgleperson med mange vigtige opfindelser på CV’et.
Det er mediet Bloomberg, der kan afsløre, at manden forlader Apple – ikke for at skifte til en konkurrent, men i stedet for at gå på pension.
Læs også: Apple kritiseres for at bestemme, hvornår din iPhone lader op
Hundredvis af opfindelser på CV’et
Steve Hoteling er ikke bare en menig medarbejder i en it-gigant. Han har stået i spidsen for udviklingen af vigtige teknologier som multi-touchskærm i iPhone, Touch ID og Face ID. Alle tre teknologier – særligt multitouchskærmen – har været fuldstændig afgørende for, at iPhone er blevet så succesfuld, som den er.
Da den første iPhone kom, var det ganske uhørt, at en mobiltelefon havde en touchskærm – og endnu mere usædvanligt var det, at skærmen kunne registrere tryk fra flere fingre på én gang. I dag er det en selvfølge, at enhver smartphone – uanset hvor billig den måtte være – kan registrere 10 fingertryk på én gang.
Han er også manden, som havde ansvaret for Apples kameratekniske team og var manden bag udviklingen af egne kamerasensorer. Det er også Steve Hotelling, som stod i spidsen for udviklingen af dybdesensorer til brug i augmented reality-løsninger – altså LiDAR-teknologi til iPhones og sensorerløsninger til Apple Vision Pro, som er Apples AR-headset.
Sidst, men ikke mindst, arbejdede han med komponenterne til haptisk feedback og ProMotion-skærme med høj billedopdateringshastighed.
Alt i alt har han lagt navn til hundreder af Apple-patenter. Det er derfor lidt af en kapacitet, som Apple nu må sige farvel til.
Steve Hotelling sad senest som vicedirektør hos Apple og var øverste mand under Johny Srouji, som er seniorvicedirektør for hardwareteknologier. Op til sin pension var han ansvarlig for at føre tilsyn med teknologien for touchskærme, helbredssensorer og Face ID.
“Ingen var mere genial end Steve”
En af Bloombergs kilder, der har arbejdet sammen med Steve Hotelling, fortæller, at ”bortset fra Apples indsats på chipfronten” har han været ”den største drivkraft for innovation” hos Apple. En anden kollega fortæller, at “ingen var mere genial end Steve”.
Steve Hotellings ansvarsområder bliver nu fordelt mellem flere andre erfarne chefer i Johny Sroujis team – blandt andet Alan Gilchrist, der styrer selskabets teams for kameraer og dybdesensorer, og Wei Chen, som har ansvaret for mange skærmteknologier.
Læs også: Apples Vision Pro kan komme i marts 2024