Apple kritiseres for at bestemme, hvornår din iPhone lader op

iPhone-funktionen "Opladning med ren energi" er aktiveret som standard, men på sociale medier har Apple fået kritik for at bestemme, hvornår iPhones skal lade op.

Apple kritiseres for at bestemme, hvornår din iPhone lader op

Siden iOS 16.1, som blev udgivet oktober sidste år, har iPhones haft en ny funktion kaldet “Opladning med ren energi”. Som navnet antyder, gør funktionen det muligt for iPhone-ejere at oplade deres mobil, når strømmen er grøn og klimavenlig.

Dermed kan man som iPhone-bruger aktivt bidrage til, at strømmen bruges, når det er mest hensigtsmæssigt for klimaet.

Læs også: Apple har store ambitioner med iOS 18

Apple skal ikke bestemme, hvornår iPhones skal lades op

Ved introduktionen gik funktionen fuldstændig under radaren. De færreste kendte til den, indtil kritiske røster tidligere på året gik viralt på Twitter – nu X. Brugerne var meget højlydte og vrede og ønskede ikke, at Apple skulle styre, hvordan og hvornår de opladte deres iPhones.

De kritiske røster antyder, at Apple skulle straffe de brugere, der bor i områder med høj CO2-udledning. Der florerede også historier om, at folk skulle være nødt til at slå funktionen fra efter at have bemærket, hvor langsom deres iPhone ladede op siden iOS 16.1. Det er dog ikke tilfældet.

Læs også: iOS 17: Tre nye fede funktioner i appen Beskeder

Apple styrer kun opladningen, når det giver mening

Apple oplyser, at funktionens formål er at ”reducere ens CO2-aftryk” ved at lade op, når strøm med lavere CO2-udslip er tilgængelig i elnettet. På Apples supportside forklarer virksomheden nærmere om, hvordan teknologien fungerer.

“Når Opladning med ren energi er aktiveret, og du tilslutter din iPhone til en oplader, får din iPhone en prognose for CO2-udledningen i dit lokale energinet og bruger den til at oplade din iPhone i perioder med renere energiproduktion.”

Kort fortalt kigger funktionen efter, hvornår den gennemsnitlige CO2-udledning i dit område er lavere end normalt og venter med at oplade din iPhone indtil da, hvis opladeren er tilsluttet.

Funktionen kigger samtidig efter, hvor og hvornår du plejer at oplade din telefon. CO2-udledningen er derfor kun er en faktor de steder, hvor du lader regelmæssigt – for eksempel derhjemme eller på arbejdet. Det betyder altså, at Apple ikke nægter at lade din iPhone op, hvis du pludselig står og mangler et skud strøm til resten af dagen.

Funktionen Opladning med ren energi er slået til som standard, men man kan til enhver tid slå den fra ved at gå til Indstillinger > Batteri > Batteritilstand og opladning > Opladning med ren energi. Indtil videre er funktionen dog kun tilgængelig i USA. Man kan dog snildt forestille sig, at funktionen finder vej til øvrige lande i den kommende tid.

Hvis du har funktionen slået til, men gerne vil tilsidesætte den, kan du gøre det direkte fra låseskærmen. Når funktionen udskyder opladningen, får du en notifikation på låseskærmen. Hold blot fingeren nede på notifikationen og vælg ”Oplad nu”. Derefter begynder telefonen straks at lade op.

Læs også: Apple har detaljerede planer for, hvem der skal overtage for Tim Cook