DXOMark: Samsung Galaxy S9+ er ny kamerakonge
Samsung indtager en førsteplads i DXOMarks anerkendte test af smartphones foto- og videoegenskaber. Med en samlet score på 99 points overhaler den regerende mester Google Pixel 2 (98 points). Apples iPhone X og Huaweis Mate 10 Pro falder samtidig ned på en delt tredjeplads (97 points).
Samsung nye toptelefon sætter især konkurrenterne til vægs i fotodisciplinerne, hvor S9+ opnår en 104 points, en del højere end nummer to på listen, Googles Pixel 2, som mønstrer 101 points i fototestene.
Galaxy S9+ er samtidig rigtig godt med i videotestene, hvor den høster 91 points – kun overgået af Googles Pixel 2 som her scorer 96 points. Pixel 2 trækker særligt fra S9+ i stabiliseringstesten, hvor den scorer nær topkarakter.
Se også: DXOMark: Huawei Mate 10 Pros kamera stryger til tops
Zoomen er den bedste
Bag Samsungs høje fotokarakter ligger især den flotte score indenfor zoom-disciplinen, hvor Samsung formår at udnytte det ekstra kameramodul til at kommer helt tæt på.
I netop Zoom-disciplinen scorer S9+ 65 points – en score som kun matches af Galaxy Note 8 og langt mere end nogen anden mobil til dato. Nærmest konkurrent her er Apples iPhone X med 58 points. Her er Samsungs S9+ (og Note8) hjulpet godt på vej af en relativ lysstærk f/2,4 optik med optisk stabilisering.
Denne fordel vil dog ikke være at finde i Samsungs S9+’s lillebror, Galaxy S9, som kun har et enkelt kameramodul ombord.
Læs også: DxOMark: iPhone X er bedst af alle til stillbilleder

Andre fordele
Samsung Galaxy S9+ rummer andre foto- og videofordele, som ikke er bedømt i DXOMarks ellers udførlige fotorapport.
Galaxy S9 og S9+ kan optage i 4K med 60 billeder/sekund, mens der kan optages slow-motion HD-sekvenser der nærmest fastfryser tiden med op til 960 billeder/sekund.
Andre fotoegenskaber såsom selfiekvalitet, panorama og AR-funktioner samt RAW-kvalitet bliver ikke bedømt af DXOMark.