Apple arbejder på “ansvarlig” chatbot-konkurrent til ChatGPT

Du kender helt sikkert ChatGPT, og måske kender du også Bing Chat og Google Bard. Apple er nu også på vej med deres bud på en generativ AI.

Apple arbejder på “ansvarlig” chatbot-konkurrent til ChatGPT

ChatGPT er her, der og alle vegne. Straks fulgte Microsoft efter med Ai-chatbotten Bing Chat og Google med Bard. Nu er Apple også i gang med at udvikle sin egen AI-chatbot, som skal fungere med stemmeassistenten Siri og Apple Musik. Det skriver 9to5mac.

Læs mere: Seneste nyt om kunstig intelligens

Apples AI-chatbot skal være ansvarlig

Tim Cook, der er direktør i Apple, oplyser i et konferenceopkald i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets seneste kvartalsregnskab, at Apple arbejder på et ansvarsfuldt modsvar til AI-chatbots som ChatGPT.

Han understreger samtidig, at Apple allerede benytter kunstig intelligens i blandt andet funktionen “Registrering af ulykke” og til EKG (elektrokardiogram) i Apple Watch.

Da snakken gik på generativ AI, svarede Tim Cook, at “vi selvfølgelig har arbejde i gang.”

“Jeg vil ikke gå i detaljer med, hvad det er, for som I ved, gør vi ikke rigtig det. Men I kan være sikre på, at vi investerer. Vi investerer en hel del. Vi kommer til at gøre det ansvarligt, og det vil … I vil se produktfremskridt over tid, hvor disse teknologier er kernen i dem,” lyder det fra Tim Cook.

Skal være hjertet i fremtidige produkter

Den kommende AI-funktion fra Apple skal, ifølge Tim Cook, være hjertet i fremtidige Apple-produkter.

Apple har hidtil ikke taget AI til sig i samme ekstreme grad, som det er tilfældet hos Alphabet, der ejer Google. Her gennemsyrer AI en stor del af Googles produkter. Apple foretrækker slet ikke at nævne ordet AI i sine præsentationer, men det er dog ikke ensbetydende med, at teknologien er fremmed for it-giganten.

I forbindelse med offentliggørelsen af forrige kvartalsregnskab oplyste Tim Cook i et interview med Reuters, at Apple har forsket i AI, herunder generativ AI, i flere år. Ifølge mediet Bloomberg satser Apple på at introducere en række AI-værktøjer i næste års version af iOS, som formentlig får navnet iOS 18.

AI bruger lige så meget strøm som Danmark

I sin nuværende form er kunstig intelligens ikke just bæredygtigt. Træningen af neurale netværk og eksekveringen af såkaldte prompts i AI-chatbots er en ekstremt datatung opgave, som bruger meget energi i datacentre rundt om i verden. Faktisk bruger AI så meget strøm, at det til svarer hele Danmarks samlede årlige elforbrug.

Læs også: AI forbruger lige så meget strøm som Danmark om året