Danskerne elsker AI, men vi stoler ikke på det

Danskerne strømmer til AI-apps som Gemini og ChatGPT, men en ny rapport afslører, at vi slet ikke stoler på, hvordan tjenesterne håndterer vores private data.

Danskerne elsker AI, men vi stoler ikke på det

Selvom kunstig intelligens på rekordtid er blevet en fast bestanddel af hverdagen for rigtig mange af os, gemmer der sig en stor skepsis bag skærmen.

Danskerne har nemlig forsvindende lille tillid til, hvad tjenesterne gør med vores informationer, lyder det i konklusionen i en ny undersøgelse.

Vi vælger bekvemmelighed over bekymring

En ny rapport fra det digitale produktbureau Framna sætter en tyk streg under et bemærkelsesværdigt paradoks i danskernes mobilvaner.

Tjenester som ChatGPT og Google Gemini bruges i dag fast af omkring hver tredje dansker. Alligevel viser undersøgelsen, at fire ud af fem AI-apps ligger markant under markedets gennemsnit, når brugerne bliver spurgt, om de stoler på håndteringen af deres data.

Vi ved altså ikke nødvendigvis, hvad der sker med de oplysninger, vi taster ind, og vi er utrygge ved det.

Alligevel fortsætter vi ufortrødent med at uploade tekster, filer og følsomt indhold. Forklaringen er ifølge Framnas direktør simpel: Tjenesterne leverer så hurtige og intelligente svar, at vi har accepteret den lave tillid som et vilkår for at få opgaven løst i en fart.

En ukendt tjeneste skiller sig positivt ud

Mens de store mastodonter dumper på tillidskontoen, er der dog en enkelt AI-app i undersøgelsen, som bryder mønsteret.

Tjenesten Claude ligger faktisk et godt stykke over markedets generelle niveau for brugertillid. Udfordringen er blot, at appen endnu kun benyttes af en ganske lille gruppe danskere, og den brede befolkning kender slet ikke til dette mere betroede alternativ.

Rapporten spår i øvrigt, at AI-apps fundamentalt vil ændre vores forventninger til mobilapplikationer generelt.

Vi vil i stigende grad forvente ultra-personlige oplevelser, hvor vores apps husker os og tilpasser sig vores specifikke behov, i stedet for altid at starte forfra.

Vi betaler med vores private data

Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt AI-chatbots er blevet populære. For et medie som vores kan det mærkes direkte på den trafik, vi lever af.

Det understreger et marked, hvor vi blindt bytter vores data for en lidt nemmere informationssøgning på internettet.

Indtil branchen bliver mere gennemsigtig omkring, præcis hvordan de træner deres modeller på vores tekster og billeder, vil vi kraftigt opfordre til, at man tænker sig om en ekstra gang, inden man giver personfølsomme data videre til de store techvirksomheder.