Amazon lancerer to nye Kindle-e-bogslæsere
Amazon opdaterer porteføljen af e-bogslæsere med to nye af slagsen. Den helt almindelige Amazon Kindle er blevet opdateret med en ny 8. generationsmodel, der er forbedret på flere punkter samtidig med at prisen forbliver $80 eller hvad der svarer til 525 kroner.
Den første nyhed er designet, hvor den nye Kindle-basismodel er blevet 1,1 mm tyndere samt en smule mindre i højden og bredden. Vægten er røget en hel del ned fra 191 til kun 161 gram, så den er mere behagelig at holde i hånden over en længere periode, når der skal læses e-bøger.
Læs også: Storytel og Telia giver bøger til øjne og ører
Samtidig har Amazon skruet op for mængden af RAM, så den nu er udstyret med 512 MB i stedet for kun 256 MB i 7. generation. Batteritiden er den samme, hvor du kan få helt op til fire ugers batteritid, hvis du læser en halv time dagligt.
Det er takket være e-ink-skærmen, som Amazon benytter i alle Kindle-e-bogslæsere. Disse skærme giver et papirlignende billede med høj kontrast – oftest i sort/hvid – der bruger ufattelig lidt strøm i forhold til en LCD- eller OLED-skærm. Opløsningen er dog ikke synderlig høj – kun 600 x 800 pixels svarende til en pixeltæthed på 167 pixels per tomme fordelt på den 6” store skærm.
Kindle Oasis: Bedre skærm og smart battericover
Det er her, at den anden ’nye’ – eller rettere tre måneder gamle – Amazon Kindle Oasis kommer ind i billedet. Oasis-modellen er topmodellen – fortsat på 6” – men gjort endnu tyndere. Faktisk er den helt ned til 3,4 mm på det tyndeste sted og er gennemsnitligt 30 % tyndere end de øvrige Kindle-modeller.
Vægten er også den laveste set i en Kindle-e-bogslæser med kun 131 gram. Samtidig kan Amazons Kindle Oasis justere tyngdepunktet, så ergonomien altid er i top. Hvis du eksempelvis holder e-bogslæseren i din venstre hold, registrerer den det helt automatisk og flytter tyngdepunktet dertil, så den føles balanceret ved enhåndsbetjening.
Læs også: Danskernes interesse for e-bøger stigende
Hvis opløsningen er for lav i den normale Kindle, kan Oasis-modellen være en bedre løsning. Den har nemlig samme højere opløsning på 1.448 x 1.072 pixels svarende til 300 pixels per tomme lige som Kindle Paperwhite og Kindle Voyage, der giver en mere detaljeret tekst i e-bøgerne. Den er tilmed udstyret med 10 LED-pærer i skærmpanelet, der giver en forøgelse af lysstyrken på 60 %. Dermed er det ikke nogen hindring at læse e-bøger, selv når det er mørkt.
Kindle Oasis kommer med et smart cover udført i læder enten i sort, merlot (bordeaux) eller valnød (brun). I coveret gemmer der sig et ekstra batteri, der automatisk oplader din Kindle Oasis, når det er tilsluttet. Samtidig oplader du både e-bogslæseren og coveret, når det er monteret.
Salget af Oasis-modellen er for ganske få dage siden skudt i gang, men du skal dog af med $310 eller cirka 2.000 kroner for et eksemplar af denne.