Officielt: Volkswagen ID. Tiguan er nu en realitet

Volkswagen genopliver et af sine største modelnavne som elbil. Den nye ID. Tiguan overtager scenen efter ID.4 og ID.5 og lover markante opgraderinger.

Volkswagen
Volkswagen ID. Tiguan

Efter ID. Polo og ID. Cross sender den tyske bilgigant nu sit absolut mest populære modelnavn ind i den elektriske tidsalder: Sig goddag til Volkswagen ID. Tiguan.

Volkswagen har netop bekræftet den nye elbil, der tager over for ID.4 og ID.5. Her er hvad vi ved om den.

Volkswagen ID. Tiguan er nu bekræftet

Den nye model skal løfte en tung arv som direkte efterfølger til ID.4 og ID.5, der tilsammen har solgt tæt på en million eksemplarer. Samtidig vil den velkendte Tiguan fortsat kunne købes med benzin-, diesel- og plug-in-hybriddrift side om side med eludgaven.

Den nye Volkswagen ID. Tiguan ser unægtelig lovende ud på de første billeder. Dog må vi erkende, at det stadig er svært at få den helt rette fornemmelse af linjerne og proportionerne, så længe bilen er pakket tæt ind i kamuflage.

Ny kabine og tiltrængte knapper

Vi mangler også stadig at se de officielle specifikationer. Til gengæld hersker der næppe tvivl om, hvad vi kan forvente indvendigt: Den kommer uden tvivl med tyskernes nye og kærkomne fokus på fysiske knapper, en helt nydesignet kabine, det nyeste Android-baserede infotainmentsystem og en generelt mærkbart forbedret interiørkvalitet.

Netop interiøret og betjeningen har tidligere været et kritikpunkt på de tidlige ID-modeller, så vi ser frem til et mere gennemført kvalitetsløft. Men hvor hurtigt lader den egentlig ved lynladeren? Hvor stort bliver batteriet, og hvor lang bliver rækkevidden? Det må vi altså væbne os med tålmodighed for at få svar på lidt endnu.

Premiere lige om hjørnet – på vejene i 2027

Volkswagen trækker heldigvis ikke spændingen alt for længe ud. Den officielle verdenspremiere på ID. Tiguan finder sted allerede i starten af oktober, hvor sløret omsider løftes helt for designet.

Selve markedsintroduktionen lader dog vente lidt på sig. De første produktionsklare biler forventes først at rulle ud til forhandlerne og lande hos de europæiske kunder i begyndelsen af 2027. Indtil da fortsætter testkørslerne på vejene under den kulørte forklædning.