Der er dækning i hele Danmark
Erhvervsstyrelsen har netop offenliggjort en ny rapport med titlen Mobilkortlægning 2012.
I rapporten kan man blandt andet læse, at den samlede geografiske udendørs dækning i Danmark, når der anvendes en mobiltelefon med gode modtageegenskaber, er beregnet til mere end 99,1 procent. Den samlede befolkningsmæssige udendørs dækning på husstandsniveau er beregnet til mere end 99,9 procent.
Rapporten slår også fast, at den oplevede forskel i teleselskabernes dæknig i høj grad beror på brugernes telefoner – mere specifikt antennen i telefonen.
Teleselskaberne har i årevis fået kritik for dårlig dækning, men Erhvervsstyrelsens nye rapport viser altså, at dårlig dækning i høj grad også skyldes mobiltelefonernes antenner.
Højdepunkter fra rapporten:
- Beregningerne viser, at i følge denne nye mobilkortlægning foretaget med data pr. 1. august 2012 har 477 af Danmarks i alt 586 postnumre en geografisk udendørsdækning større end 99 % for en mobiltelefon med gode modtageegenskaber.
- Er der derimod tale om en mobiltelefon med mindre gode modtageegenskaber, har 210 af Danmarks i alt 586 postnumre en geografisk udendørsdækning større end 99 %.
- Kortlægningen viser således, at forskelle på mobiltelefonernes modtageegenskaber har stor betydning for, hvordan dækningen opleves et bestemt sted. Bor man et sted med dårlig dækning, vil det være en god idé at vælge en mobiltelefon med gode modtageegenskaber.
- Generelt er det sådan, at der er forskel på, hvor godt et mobilselskab dækker et bestemt sted – måske er dækningen bedre fra et andet selskab. Er der problemer med dækningen fra et mobilselskab et sted, er det muligt, at et andet selskab har bedre dækning det samme sted. Dette fremgår også af de dækningskort, som mobilselskaberne offentliggør på deres hjemmesider.
- I starten af 1990’erne blev der i frekvenstilladelserne stillet krav til mobiloperatørernes udendørs geografiske dækning. Det skete ved fx at stille krav til en minimumsfeltstyrke for radiodækningen, der efter en årrække skulle være til stede udendørs i 95 % af Danmarks geografi. Disse krav har været opfyldt i mange år.
- Til illustration af dette forhold er der foretaget en beregning af den geografiske udendørsdækning, hvor mobilselskabernes dækningsforpligtigelser, der følger af de konkrete tekniske vilkår i en række af tilladelserne, er lagt til grund.
- Beregningerne viser, at pr. 1. august 2012 har 582 af i alt 586 postnumre en beregnet geografisk udendørs dækning større end 99,5 %.
Hele rapporten og bilag fra Erhvervsstyrelsen kan læses her