Glædelig jul ønskes stadig via SMS og MMS
Er du på Facebook, Twitter osv og online i løbet af i går opdagede du nok, at mange brugte de sociale netværk til at ønske glædelig jul til alle “vennerne”.
Men den “gammeldags-måde”, nemlig SMS- og MMS-beskeden, benyttes også stadigvæk i stor stil.
I Telia’s netværk blev der sendt 7.261.355 sms’er. Da det toppede var det hele 181 beskeder i sekundet, og det var især mellem klokken 22 og midnat at danskerne greb mobilen – i det tidsrum var der megen aktivitet på datanetværket.
– ”Vi ser et tydeligt mønster i forbruget, som afspejler danskernes juleaften. De fleste starter dagen med at sove længe, og først omkring klokken 12 ser vi, at der kommer godt gang i sms’erne og dataforbruget, hvilket varer ved gennem det meste af dagen, hvor man ønsker glædelig jul. Klokken 18 bliver mobilen lagt lidt væk, når de fleste går til bords, men fra omkring kl. 22 deler vi flittigt billeder fra aftenen og siger tak for gaverne,” siger Mette Honoré, kommunikationschef, Telias mobilforretning.
Det er et fald i antallet af sendte sms’er ved Telia i forhold til sidste år, hvor der blev sendt ikke færre end 8.257.040 sms’er selve juleaften.
Telenor stod for 331.000 jule-sms’er i timen
Mobilkunderne ved Telenor brugte også mobilen på, at sige ”glædelig jul” og ”tak for gaverne”. Telenor registrerede på 30 timer, fra den 24/12 kl. 00:00 til 25/12 kl. 06:00, i alt 9.943.052 sms’er og 225.654 MMS-beskeder.
Det betød, at der i de 30 timer i gennemsnit blev sendt 331.435 sms-beskeder i timen og 7.521 MMS-beskeder.
– ”SMS og MMS er fortsat en yderst populær måde at sende en hilsen til venner og familie på. Også selvom danskerne i stigende grad lykønsker hinanden på de sociale medier. MMS’erne bruges ofte som supplement til SMS’en, da billedbeskederne giver mulighed for på en helt anden måde at dele oplevelser med hinanden,” siger Telenors privatkundedirektør Mattias Ringqvist.
Måden at sende julehilsner på er mange lige fra det gammeldags julekort, som skrives i hånden og sendes med Post Danmark, til SMS- og MMS-beskeder, men de senere år har sociale netværk som Facebook, Twitter og Instagram også vundet indpas. Hvilken er din favorit – skriv i kommentarfeltet herunder?