GoBlue.dk: Forbrugerklagenævnet holder kun med kunderne

GoBlue.dk, som for anden gang er på Firmatjek.dk, kritiserer Forbrugerklagenævnet.

GoBlue.dk: Forbrugerklagenævnet holder kun med kunderne

Otte mobil- eller telebutikker er nu på Firmatjek.dk, hvor Forbrugerklagenævnet lister de erhvervsdrivende, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelser.

Indehaveren af netbutikken GoBlue.dk, Allan Makhoul retter en skarp kritik af klagesystemet.

 – “Forbrugerklagenævnet ser kun på sagen fra forbrugerens side. De erhvervsdrivende kan næsten aldrig vinde en sag”, er meldingen fra GoBlue.dk, der nu for anden gang er på Firmatjek.dk

 – “Vi har haft en sag, hvor en Samsung-telefon kom ind med smadret display. Selvom den klart havde lidt overlast fra kundens side, tabte vi alligevel sagen i Forbrugerklagenævnet”, siger Allan Makhoul.

Fakta: Forhandlerne vinder oftere end forbrugerne

Forbrugerstyrelsen har for Mobilsiden.dk udarbejdet statistik over sagsbehandlinger på mobil- og teleområdet, som overraskende viser, at forhandlerne oftere end forbrugerne får medhold, når enten Forbrugerklagenævnet eller sekretariatet træffer en afgørelse.

I 35 sager faldt sagen ud til forbrugerens fordel, mens forhandlerne vandt 75 sager. Derudover er 148 sager blevet løst direkte mellem køber og sælger, efter kunden har klaget til Forbrugerklagenævnet. Tallene er opgjort for 2006 og 2007.

Henrik Lundgaard Sedenmark, jurist i Forbrugerstyrelsen, oplyser at mobiltelefoner er sart elektronik, som forbrugerne bruger hver dag, og derfor ikke altid kan holde til de ting, som forbrugerne udsætter telefonerne for.

 – “Vi ser ofte sager med fugtskadede telefoner, eller telefoner der tydeligt har lidt fysisk overlast, ved at forbrugeren har tabt den eller siddet på den. Den slags sager taber forbrugerne ofte, som man også kan se af tallene fra Forbrugerklagenævnets statistikker. Men der kan være konkrete omstændigheder der gør, at forbrugeren alligevel vinder sagen. I den konkrete sag om Samsung-telefonen havde GoBlue tilbudt at reparere telefonen, og den aftale var bindende. Da GoBlue sprang fra aftalen, var det årsagen til, at forbrugeren efterfølgende alligevel vandt sagen i Forbrugerklagenævnet” forklarer Henrik Lundgaard Sedenmark.

blank, faktabokse, fuld bredde
Links:
 – Firmatjek.dk
 – Goblue.dk

GoBlue.dk strammer op

Fra GoBlue.dk lyder det, at man nu er så trætte af Forbrugerombudsmanden, at de fremadrettet tilstræber, at løse alle klagesager direkte med kunden, inden de når forbrugermyndighederne.

 – “Det er vores nye strategi, og det vil i øvigt både spare og tid og penge – og forhåbentlig give os et bedre image”, siger Allan Makhoul.