HD Voice – kun få mobilproducenter er klar
TDC er først i Danmark med et mobilnetværk, der understøtter HD Voice, mens de andre mobiloperatører lader vente på sig.
Med undtagelse af Nokia og Sony Ericsson, er HD Voice tilsyneladende ikke noget, som producenterne af smartphones har særligt meget i fokus lige nu.
– “Hos Nokia understøtter vi HD Voice i videst muligt omfang i vores mobiler. Det er en del af vores ‘DNA’ ligesom antenneteknik, batteritid og samtalekvalitet også er,” siger produktchef for Nokia i Danmark, Niels Kjelstrup.
Han fortæller videre, at standarden HD Voice er opfundet af Nokia.
HTC, Samsung og LG lidt på vej
Helt lige så klar en melding, som den Nokia kommer med, præger ikke ligefrem kommentarerne fra HTC, Samsung og LG.
HTC har HD Voice i den kommende HTC Rhyme, men i deres udtalelse om planerne for HD Voice i fremtiden, er der mest tale om “uld i mund”.
– “Vi ser hele tiden på, hvordan vi kan forbedre vores produkter – også i forhold til de features, som er tilgængelige fra operatørerne,” siger HTC Danmark.
LG siger, at man betragter HD Voice som vigtigt, og at LG Optimus Hub, som er på vej, allerede har teknikken aktiveret. Derudover loves dog flere HD-mobiler på et senere tidspunkt.
– “HD Voice er noget vi synes er rigtig rigtig vigtigt, og som vi er meget opmærksomme på i fremtiden,” siger Morten Aagaard, mobilchef hos LG i Danmark.
Sony Ericsson er klar
De mobilejere med en Sony Ericsson model fra 2011 i lommen, kan derimod allerede nu benytte HD Voice, på TDCs netværk.
– “Alle vores modeller fra 2011 har HD Voice, og det er aktiveret. Vi støtter helt klart op omkring TDCs satsning på området,” fortæller Kenneth Møller fra Sony Ericsson.
Det vil sige, at modeller som Xperia Arc og Xperia Mini, lige fra salgspakken, kan benytte HD Voice.
Galaxy S II har HD Voice, men…
Til Mobilsiden.dk oplyser Samsung, at deres topmodel Galaxy S II rent faktisk er klar til HD Voice, funktionen er blot ikke aktiveret i softwaren. Og umiddelbart er det usikkert, hvornår dette sker.
– “Om eller hvornår HD Voice i Samsung Galaxy S II bliver aktiveret, afhænger af forhandlinger med teleselskaberne,” lyder det fra Samsungs danske landechef, Søren Karmdal.
Indtil videre må mobilkøberne altså vente tålmodigt på fremtidens mobillyd.
Vi har tidligere lavet en liste over, hvilke mobiler der aktuelt har HD Voice.
Læs også:
– Oplev HD Voice…