Her er den første mobil med 12 GB RAM og Snapdragon 855

Lenovos nyeste topmodel, Z5 Pro GT, er ikke kun den første smartphone med den nyeste Snapdragon 855-processor. Den har også voldsomme 12 GB RAM.

Her er den første mobil med 12 GB RAM og Snapdragon 855

OnePlus har dårlig nået at lancere OnePlus 6T McLaren Edition med hele 10 GB RAM, før en ny smartphone sætter barren et nøk højere.

Det er Lenovo, der netop har præsenteret et monster af en smartphone: Lenovo Z5 Pro GT, hedder den nye smartphone, og som navnet GT indikerer, er der ikke sparet på specifikationerne.

Læs også: Smartisan R1 er den første mobil med 1.000 GB lagerplads

Lenovo har nemlig udstyret telefonen med intet mindre end 12 GB RAM, hvilket gør den til den første smartphone med en så stor mængde RAM. Det er dog også den ypperste variant, der kommer med de 12 GB RAM. Hvis du kan nøjes med mindre, kan du også få telefonen med ’kun’ 6 eller 8 GB RAM.

Første smartphone med Snapdragon 855-chipsæt

Det er dog langt fra kun, når det kommer til mængden af RAM, at Lenovo imponerer med Z5 Pro GT. Det er nemlig også den første smartphone med Qualcomms nyeste processor, Snapdragon 855. I forhold til Snapdragon 845 yder CPU’en op til 45 procent bedre, mens grafikchippen yder 20 procent bedre. Der er med andre ord en stor forbedring at se frem til, særligt  når det kommer til spil.

Lenovo har dog valgt ikke at inkludere det 5G-modem, som ifølge Qualcomm er valgfrit at anvende sammen med Snapdragon 855-chipsættet. Dermed må du ‘nøjes’ med 4G-hastigheder, men så længe der ikke er nogle teleselskaber herhjemme, der har åbnet op for deres 5G-netværk, betyder det næppe så meget lige nu.

Lenovo Z5 Pro GT
Foto: Lenovo

Smart skub op-design

Designet er også noget usædvanligt i den nye Lenovo Z5 Pro GT. Der er nemlig tale om en form for skub op-mobil, som et par andre kinesiske producenter for nyligt også har eksperimenteret med, bl.a. Oppo Find X.

Hvis du ser telefonen fra siden, består den så at sige af to tynde stykker, hvor den bagerste del kan skubbes en centimeter op. Det giver lige akkurat frit udsyn til de to selfiekameraer, som gemmer sig omme bag skærmen på den bagerste halvdel af telefonen.

Skub op-designet betyder, at der ikke er behov for hverken et hak eller et hul i toppen af skærmen, men i stedet udgøres nærmest hele fronten af skærm. Ifølge Lenovo er hele 96,06 procent af fronten dækket af skærm, men disse tal fra producenterne selv skal man dog altid tage med et gran salt.

Lenovo Z5 Pro GT
Lenovo Z5 Pro GT har ganske vist tynde kanter rundt om skærmen, men ikke helt så tynde, som Lenovo vil have dig til at tro ud fra pressebillederne. Foto: Lenovo

De øvrige specifikationer på Lenovo Z5 Pro GT lyder på en 6,39 tommer stor AMOLED-skærm (Full HD) fra Samsung, en fingeraftrykslæser indbygget i skærmen, et dualkamera med en 16 megapixel sensor f/1,8 sensor og en 24 megapixel f/1,8 sensor, 128/256/512 GB lagerplads og et batteri på 3.350 mAh.

Prisen starter ifølge XDA-developers ved 390 dollars, når telefonen kommer til salg den 24. januar. Den dyreste model med 12 GB RAM og 512 GB lager får en pris på omkring 650 dollars. Direkte omregnet til danske kroner er det 4.250 kroner, og dertil skal der lægges dansk moms. Indtil videre er der dog ingen indikationer på en dansk lancering af den vilde smartphone.

Mere til stoffet

Få den kronologiske fortsættelse i sagen og anvisning til hvor du finder seneste nyt om emnet. mobilsiden fastholdt sit fokus på emnet. 20/12/2018 blev sagen bragt videre med en artikel omkring Lækket billede viser mulig prototype af nyt OnePlus-flagskib – Læs fortsættelsen her. Det sidste ord er ikke skrevet. Tjek seneste nyt her.