Hvad dælen er Pink?
Tilbage i slutningen af April kunne Mobilsiden.dk rapportere rygter om et Microsoft-projekt kaldet Pink. Pink skulle eftersigende være en smartphone fra Microsoft, men ellers var der ikke noget konkret i sagen.
Nu er rygterne bluset op igen, og det hele ser umiddelbart meget kaotisk ud.
Ifølge ZDNet bliver Pink en Microsoft-branded smartphone med Windows Mobile 7. Det bliver altså en decideret Microsoft-telefon, og den får sit helt eget interface oven på Windows Mobile.
Samtidig siges det at det er Microsofts Sidekick-hold, som står for udviklingen, og at Sharp eller Motorola skal stå for at producere enheden. Historisk set giver det faktisk mening, men hvad med Microsofts samarbejdspartnere?
Konkurrent til HTC og Samsung
Hvis Microsoft vil lave sin helt egen iPhone-killer med eget styresystem går selskabet i direkte konkurrence med dets samarbejdspartnere HTC og Samsung. Men på den anden side har disse også spillet dobbeltspil med Google og Android-platformen.
En helt anden faktor i Pink-projektet er om Zune bliver en del af det, eller om multimedie-serien holdes helt udenfor. Andre rygter fortæller i den forbindelse at Microsoft bruger et seperat reklamebureau til Pink.
Til hele situationen skal det siges, at Microsoft har benægtet alt om, at de vil fremstille deres egne telefoner eller smartphones.
Så hvad dælen er Pink egentlig? Du kan give din kommentar lige under artiklen.