Lyden i mobilen bliver krystal-klar

Lyden i mobilsamtalerne vil indenfor det næste år, gradvist blive langt bedre end i dag. Flere danske teleselskaber er allerede klar til at hæve kvaliteten.

Lyden i mobilen bliver krystal-klar

Inden for det næste års tid, vil lydkvaliteten på mobilsamtalerne gradvist blive krystal-klar og overhale fastnettelefonen, der ellers er kendt for sin høje samtalekvalitet.

Udviklingen fører måske til, at kunderne vil tale længere tid i telefonen end det sker i dag – det mener Ericsson, som i Danmark bygger mobilnet for blandt andet Telia og TDC.

Fænomenet kaldes HD-Voice eller “Adaptive Multi-Rate” (AMR / AMR-NB).

I modsætning til mange andre teknologiske landvindinger på mobilområdet, så er HD-Voice forholdvis tæt på at kunne blive dagligdag for også danske mobilkunder.

HDvoice - Johng og Henrik Juel fra Telia
Henrik Juel Nielsen, teknisk direktør i Telia og Mobilsiden.dks John G tester her HD-Voice ved Mobile World Congress 2010.

Danmark er klar…

Telia er et af de teleselskaber i Danmark, der ser positivt på den nye samtalekvalitet, der på Mobile World Congress 2010, blev fremvist af Ericsson.

 – “Det er allerede noget, som ligger på vores centraler og computersystemer, så i princippet er det blot et spørgsmål om at aktivere tjenesten. Jeg forventer, at det kan ske allerede i 2010 – sandsynligvis sidst på året”, siger Henrik Juel Nielsen, Teknisk direktør i Telia, til Mobilsiden.dk

Han fortæller videre, at den endelige beslutning afhænger af en prisforhandling med Ericsson, som har rettighederne til teknikken.

Landets største teleselskab TDC, samt konkurrenterne Telenor og 3, melder sig også positive over for HD-Voice i Danmark, oplyser de alle samstemmende til Mobilsiden.dk

 – “Hvornår det tilbydes i Danmark kommer an på, hvornår der kommer mobiltelefoner, der kan håndtere det. TDC er selvfølgelig klar, når kunderne efterspørger det, og tager danskerne godt imod lyden, så forudser vi, at det meget hurtigt bliver en standard i mange telefoner”, siger Bernd Reul, TDC’s chef for VAS-systemer og udvikling.

Bedre lyd bliver gratis for kunderne

Umiddelbart tyder det ikke på, at bedre lydkvalitet er en feature, som kunderne skal betale ekstra for.

– “Dette er en naturlig udvikling på mobilnettet, ligesom da vi gik fra GPRS til EDGE og fra EDGE til 3G. Eftersom det er påkrævet , at begge parter i en samtale skal benytte en mobil , der understøtter HD-Voice, vil der være en naturlig begrænsning i udbredelsen og så giver det ingen mening at tage betaling for det”, siger Henrik Juel Nielsen i Telia.

Teleselskabet Orange Moldova har allerede indført HD-Voice, som dog foreløbig kun er understøttet af Nokia 6720 Classic. Men i løbet af fem år, forventer Orange, at hovedparten af alle 3G-mobiler, vil have den nye teknik indbygget.

Link:
– Her kan du høre HD-Voice

Fakta: HD-Voice forbedrer samtalekvaliteten i mobiltelefonen markant i forhold til, hvad der kendes i dag. Teknikken kræver, at begge parter i en samtale har en telefon, der kan bruge funktionen, samt at teleselskaberne har åbnet for funktionen.


Mere til sagen

Tematikken slutter ikke her. mobilsiden valgte at gå videre med sagen. d. 23/2/2010 dykkede vi igen ned i emnet med et indlæg omkring Tag hele verden med i lommenKlik her for at læse den påfølgende artikel.. De seneste nyheder om temaet kan du læse her.