Nvidia: så hurtig er vores nye superchip
Ved et event i går i Las Vegas blev grafikspecialisten Nvidia en af de første til at præsentere nyheder i det nye kalenderår. Direktør Jen-Hsun Huang tog scenen og fremviste X1-processoren – som Nvidia kalder for verdens første mobile ’superchip’.
X1-processoren er afløseren til 2014’s K1-processor, som hidtil er den højst ydende i Android-verdenen, men som først fik sin debut i november med Googles Nexus 9.
Den nye Nvidia-chip vil i midlertidig overgå forgængeren på en stribe punkter og kunne udføre en teraflop per sekund (tusind milliarder operationer). En ydelse som krævede supercomputere og over en million watt i strømforbrug for bare 15 år siden.
Arkitekturen får et markant flere processor-kerner at råde over, da det nu er en 4+4 arkitektur der afløser K1’erens dual-core processor. Grafikydelsen får også et løft da det nu er 256 grafikkerner der afløser forgængerens 192.
De mange grafiske hestekræfter gør at K! nu kan kode og afkode indhold i Ultra HD ved 60 billeder/sekund og bringer dermed markedet et skridt nærmere 4K-tablets og streaming-bokse.
De første tal
Nvidias X1-processor er ikke i massproduktion endnu, men grafikspecialisten kunne fremvise nogle tidlige benchmarks som nyhedsbloggen Anandtech bruger til grundlag for en sammenligning med Googles Nexus 9 og Apples iPad Air 2.
I Basemark X Dunes-test placerer Nvidias nye frontløber sig nu 57% foran K1 og 41% foran A8X i iPad Air 2. I 3Dmark Unlimited-disciplinen er forspringet på henholdsvis 60% og 84%. Til sidst dominerer X1-chippen også GFXBench-testen hvor forspringet i forhold til Nexus 9 og iPad Air 2 er på henholdsvis 101% og 95%.
Testene er udført af Nvidia selv og skal derfor ikke ses som absolutte sandheder, men rettere som ’best-case’ scenarier hvor det især er grafikydelsen der fremhæves.
Nvidia fastslår at al den råstyrke samtidig er strømvenlig da den yder 40% højere end Samsung Exynos 5433 processor (fra Galaxy Note 4) uden at forbruge mere. Samtidig kan X1 skrues ned til samme ydelse, hvor den kun vil sluge det halve.
Nvidia X1 bliver derfor imponerende, men det rejser alligevel spørgsmålstegn ved Nvidias evne til at overtale producenterne til at anvende deres platform. Sidste års K1-processor overbeviste også, men der skulle gå over et halvt år før det første produkt med K1 ombord røg i handlen.