Samsung: Android 8.0 Oreo klar i starten af 2018

Samsungs tyrkiske afdeling oplyser, at man begynder at udsende Android 8.0 Oreo i starten af det nye år - præcis som det var tilfældet med Nougat sidste år.

Samsung: Android 8.0 Oreo klar i starten af 2018

Hvis du har en nyere Samsung-mobil med Android Nougat installeret, skal du formentlig vente til i starten af 2018 eller hen over foråret, før den modtager Android 8.0 Oreo – den seneste Android-version.

Samsungs tyrkiske afdeling har nemlig oplyst, at Android 8.0 Oreo med Samsungs mange tilpasninger er klar i starten af det nye år. Producenten oplyser også, at man nu er gået i gang med en pilotudgave af softwaren, som kan testes i udvalgte lande. Den er dog ikke udgivet endnu, ser det ud til.

Læs også: Android 8.0 Oreo-beta på vej til Samsung Galaxy S8 og S8+

Oplysningerne har Samsungs tyrkiske afdeling offentliggjort i en nyhed på producentens lokale hjemmeside kaldet ”Güncel miyiz?”. Det er en hjemmeside fra Samsung selv, hvor man kan få seneste nyt om, hvilken Android-software der er tilgængelig til Samsungs forskellige produkter.

Er formentlig klar i første kvartal i Danmark

Når opdateringen ruller ud, må det formodes at være Galaxy Note 8, Galaxy S8 og Galaxy S8+, der modtager Oreo som de første. Herefter følger Galaxy S7 og S7 edge formentlig.

Det store spørgsmål er så helt præcist hvornår du kan forvente at modtage softwaren. Det er der på nuværende stor usikkerhed om, da producenter sjældent oplyser et nærmere tidspunkt for udsendelse af Android-softwareopdateringer.

Læs også: Android 8.0 Oreo: Se om din mobil opdateres – og hvornår

Et kig på sidste års udrulning af Nougat-softwaren kan dog give et fingerpeg om, hvordan udrulningen af Oreo vil foregå.

Sidste år udgav Samsung den første betaudgave af Nougat i slutningen af november, hvorefter betaordningen blev afsluttet i slutningen af december. Den 4. januar begyndte Samsung en begrænset udrulning af Nougat til Galaxy S7 og S7 edge, men den endelige udrulning i Danmark fandt først sted i starten af marts. Det mest sandsynlige vil altså være at sigte efter udrulningen af Oreo til de første Samsung-mobiler i løbet af 1. kvartal.

De første Android-mobiler begynder at få Oreo

Google præsenterede Android 8.0 Oreo den 21. august, og lidt over en uge senere modtog Googles egne Nexus- og Pixel-mobiler den nye software. Siden da er Sony begyndt at rulle Oreo ud til Xperia XZ Premium, mens OnePlus har udgivet softwaren som en betaudgave til OnePlus 3 og 3T. Også Huawei har udgivet en betaudgave af softwaren. Det var til Mate 9 og Mate 9 Pro.

Finske HMD Global har været undervejs med en betaudgave til topmodellen Nokia 8 i længere tid, men den er endnu ikke udgivet.