Samsung lover strøm nok til hele dagen
Blandt de mest frustrerende ting i verden er, når ens smartphone, midt på dagen, pludselig løber tør for strøm. Men sådan skal det ikke være i fremtiden, mener Samsung.
Ifølge CNET.com har Samsung et mål om, at alle deres smartphones der kommer på gaden i år, skal kunne bruges hele dagen, uden opladning undervejs. Dog forudsat at mobilen anvendes ”gennemsnitlig til moderat, tung brug”.
– ”Fra du står op til du går i seng skal du ikke bekymre dig om batteritiden,” sagde Kevin Packingham fra Samsung i et interview med CNET.com under CES-messen.
Samsung vil gøre batterierne større og arbejde med hvordan telefonens strømforsyning fungerer. Forskellige funktioner skal desuden optimeres, så de bruger mindre strøm – et eksempel kan være hvordan mobilen håndterer søgninger efter trådløse netværk.
Generelt har producenterne fået vanskeligere ved at holde en fornuftig batteritid på produkterne, da skærmene med årene er blevet større, processoren hurtigere – og at forbrugerne anvender deres mobil mere end tidligere.