Apple lancerer fire iPhone 12-modeller i år – her er forskellen på dem

Til efteråret lancerer Apple hele fire forskellige iPhone 12-modeller – alle med 5G, men med skærme i tre forskellige størrelser.

Apple lancerer fire iPhone 12-modeller i år – her er forskellen på dem

Sidste år lancerede Apple tre varianter af iPhone 11, men i år bliver der føjet endnu en model til samlingen. Sådan lyder det fra youtuberen Jon Prosser, som står bag YouTube-kanalen FRONT PAGE TECH.

I en YouTube-video og i et tweet afslører Prosser ved hjælp af flere kilder, hvordan årets iPhone 12-lineup ser ud:

iPhone 12 (5,4″) iPhone 12 (6,1”) iPhone 12 Pro (6,1”) iPhone 12 Pro Max (6,7”)
Kodenavn: D52G Kodenavn: D53G Kodenavn: D53P Kodenavn: D54P
Aluminiumdesign Design i rustfrit stål
Mindre notch
A14-SoC og 5G
2 kameraer 3 kameraer + LIDAR

Dette års portefølje af iPhones kommer til at få nogle lidt anderledes skærmstørrelser end sidste års. Som noget nyt kommer den almindelige iPhone 12 i to forskellige størrelser – først og fremmest en skærm på 6,1” ligesom sidste års iPhone 11, men som noget nyt også i en endnu mindre udgave på 5,4”. Specifikationerne på de to modeller ser ud til at blive identiske – altså en ramme af aluminium og 2 kameraer.

De sidste to modeller, iPhone 12 Pro og iPhone 12 Pro Max, minder meget om sidste års iPhone 11 Pro og 11 Pro Max – skærmstørrelserne er dog skruet en smule op fra henholdsvis 5,9” og 6,5” til 6,1” og 6,7”. Ligesom sidste års Pro-varianter vil der i år også være en ramme af rustfrit stål og tre kamerasensorer som sidste år – dog med tilføjelse af en såkaldt LIDAR-sensor, dvs. en afstandsmåler der bruger laser. Denne sensor er Apples nyeste iPad Pro også udstyret med.

Alle fire iPhones har det til fælles, at de bliver udstyret med Apples kommende A14-chipset og, for første gang, 5G-modem, så telefonerne er fremtidssikret til 5. generations mobilnet. De vil også alle få en mindre notch end sidste års modeller, og i år vil notchen være identisk på alle fire modeller.

Læs også: Lækket billede vise LiDAR-scanner på iPhone 12

Stemmer overens med tidligere oplysninger

Ifølge Jon Prosser har udviklingen af dette års prototyper været forsinket to måneders tid på grund af coronavirussen, som har gjort det umuligt for Apples ledelse at rejse til Kina for at tage den endelige beslutning om, hvilken af 2-3 prototyper, der skal sættes i produktion. Den beslutning er nu taget, hvilket har ført til afsløringen af de fire modeller.

Det er dog ikke første gang, at tipstere er kommet med disse forudsigelser. Helt tilbage til 5. december forudsagde den måske mest velkendte Apple-analytiker, Ming-Chi Kuo, at Apple vil lancere netop fire iPhones med mere eller mindre samme specifikationer, som Jon Prosser netop har berettet om.

Jon Prosser oplyser også, at det ikke er utænkeligt, at Apple er nødt til at udskyde lanceringen af iPhone 12-serien til slutningen af oktober eller november, fordi produktionen også er forsinket.

Læs også: Find de bedste priser på iPhones

Opfølgning på artiklen

Få efterfølgende nyt i kronologien og tjek absolut seneste nyt om emnet. Steen Jørgensen har bragt sagen videre. Allerede d. 7/4/2020 bragte vi nyt i sagen med en vinkel omkring Lækket billede vise LiDAR-scanner på iPhone 12 – Nyheden kan læses her. Sidste ord er ikke sagt. Tjek seneste nyt her.