Apple vil sælge powerbank til iPhone 17 Air

På grund af dårlig batteritid vil Apple som tilbehør til den kommende ultratynde iPhone 17 Air tilbyde en Magsafe-batteripakke, påstår nye rygter.

Apple vil sælge powerbank til iPhone 17 Air

iPhone 17 Air bliver ifølge rygterne den tyndeste iPhone nogensinde. For at opnå det slanke design har Apple måttet gå på kompromis – især med batteriet.

Se også: Køb og sælg brugte iPhones i høj kvalitet

iPhone 17 Air kan få brug for ekstern batteripakke

Selvom Apple for første gang muligvis vil benytte nye silicium-grafitbatterier med højere energitæthed i iPhone 17 Air, ser det ud til, at batteritiden stadig bliver betydeligt dårligere end på tidligere modeller.

Ifølge en ny rapport fra The Information kan kun 60–70 % af brugerne forvente, at iPhone 17 Air holder strøm hele dagen, mens tidligere iPhones klarede det for 80–90 % af brugerne. Derfor har Apple angiveligt planer om, at lancere et separat MagSafe-cover med indbygget batteripakke som tilbehør til den nye telefon.

Apple vil selvfølgelig ikke inkludere batteripakken med telefonen – det bliver et tilkøb. Det giver Apple mulighed for at tjene ekstra penge på tilbehør, ligesom de har gjort tidligere med battericovers, adaptere og dongles i utallige former.

Det er ikke det eneste kompromis ved iPhone 17 Air, som angiveligt kun får ét bagkamera, en enkelt højtaler og kun kan bruge e-SIM.

Der er dog stadig tale om rygter, da Apple endnu ikke har løftet sløret for informationer om iPhone 17 Air. 17 Air forventes lanceres i september sammen med resten af iPhone 17-serien.

Se også: De absolut bedste iPhones

Perspektivering

Det tyder altså på, at iPhone 17 Air bliver en ringere iPhone, som blot vil friste med et meget tyndt design. Det lyder fjollet, men det er ikke umuligt, at iPhone 17 Air kan blive populær netop på grund af designet. Rygterne peger på, at en iPhone 17 Air vil være 5,5 mm tynd.

Apple er dog ikke de eneste, der har fået fokus på at lave ekstratynde smartphones. Samsung er også på vej med Galaxy S25 Edge, som også bliver en tyndere model.

Der er mange gode mobiltelefoner derude, men hvor får man mest for pengene? Er det en iPhone du er ude efter, kan du se et overblik med de bedste iPhones til prisen herunder.

Se også: Bedste iPhones til prisen