Apples største satsning i årevis: Jubilæums-iPhone på vej

Apple forbereder et historisk mobilår. Vi kan forvente en særlig 20-års jubilæums-iPhone med et vildt redesign og næste generation af den foldbare iPhone.

Apples største satsning i årevis: Jubilæums-iPhone på vej

Apple gør klar til sin mest ambitiøse iPhone-lancering i mange år. Ifølge nye oplysninger intensiverer teknologigiganten arbejdet med en særlig 20-års jubilæums-iPhone, der skal markere to årtier siden den første iPhone ændrede mobilmarkedet for altid.

Samtidig planlægger Apple at lancere anden generation af sin foldbare iPhone. Det understreger, at selskabet satser stort på at skabe ny begejstring i et marked, hvor de årlige smartphone-opgraderinger i stigende grad har været præget af små forbedringer.

Se også: Disse 3 mobiler er de bedste køb

iPhones får (endelig) nyt design

Bloomberg rapporterer, at jubilæumsmodellen får et markant redesign. Rygterne peger på en næsten kantløs skærm kombineret med buet glas på alle sider, hvilket skal skabe en mere eksklusiv brugeroplevelse.

Målet er at levere den største designforandring siden iPhone X, der blev lanceret i forbindelse med 10-års jubilæet i 2017.

Apple planlægger at lancere to jubilæumsmodeller. De ventes at få skærmstørrelser på henholdsvis 6,3 og 6,9 tommer – samme format som de kommende iPhone 18 Pro- og Pro Max-modeller.

Omregnet til de mere velkendte centimetermål svarer det til en diagonal skærmstørrelse på cirka 16,0 cm og 17,5 cm. Det er stort set identisk med størrelserne på henholdsvis iPhone 17 Pro og iPhone 17 Pro Max.

Selv om skærmene bliver markant større end på de første iPhone-generationer, vil telefonerne fortsat være designet til at kunne ligge i en almindelig bukselomme.

De ultratynde rammer omkring skærmen forventes samtidig at give mere skærmplads uden nødvendigvis at gøre enhederne væsentligt større.

Dermed får kunderne mulighed for at vælge mellem to eksklusive udgaver af Apples 20-års jubilæums-iPhone.

Se også: De absolut bedste iPhones

Stort teknikspring til iPhones

Under motorhjelmen sker der også store ændringer.

Både jubilæumsmodellerne og anden generation af den foldbare iPhone ventes at blive udstyret med Apples nye A21-chip, der produceres på en avanceret 2-nanometer-proces.

Det bliver næste skridt i Apples mangeårige strategi om at udvikle stadig hurtigere og mere energieffektive chips til egne produkter.

Overgangen til 2-nanometer-teknologi begynder allerede med årets iPhone 18 Pro-serie, tyder det på. Disse modeller forventes at få den nye A20 Pro-processor, som bliver den første iPhone-chip baseret på Apples nye produktionsproces.

Teknologisk er der tale om den største chipopgradering i flere år.

Se også: Seneste nyt om Android og iOS

Ny lanceringsplan

Apple ændrer samtidig sin traditionelle produktkalender.

Standardversionen af iPhone 18 ventes ikke at blive lanceret sammen med Pro-modellerne i efteråret. I stedet peger oplysningerne på en lancering i foråret 2027.

Modellen får en mindre kraftfuld A20-chip, men fortsat baseret på samme 2-nanometer-teknologi.

Til september vil Apple angiveligt lancere iPhone 18 Pro, iPhonw 18 Pro Max og iPhone Ultra, der er deres foldbare model.

En kamp om vækst

Strategien viser et Apple, der forsøger at holde interessen for iPhone-familien levende gennem flere lanceringer fordelt over året.

Med en foldbar iPhone, en eksklusiv jubilæumsmodel og nye chipgenerationer satser selskabet på at skabe et af de mest opsigtsvækkende iPhone-år i nyere tid.

For Apple handler 20-års jubilæet derfor ikke kun om at fejre fortiden. Det handler i lige så høj grad om at overbevise markedet om, at iPhone stadig kan sætte dagsordenen for fremtidens smartphones.